Denne siden er korrekturlest
741
1363. De svenske Herrers Misfornøjelse over Haakons Giftermaal.
Drottseten Nikolas Thuressøn, Bo Jonssøn, Karl Ulfssøn af Tofta, Karl Ulfssøn af Ulfaasa, Erik Karlssøn og Benedict Philipssøn, i Landflygtighed, og at disse Herrer over Gotland begav sig til Hertug Albrecht, hvor de fandt en venlig Modtagelse og Beskyttelse. Dette sattes rigtignok i Forbindelse med den føromtalte korte Uenighed mellem Magnus og hans Søn Haakon, og med Magnus’s foregivne Fængsling i Kalmar, som om denne, strax han kom paa fri Fod, hevnede sig ved at jage de fornemste Ophavsmænd til Fængslingen bort, og der ere ogsaa andre Omstændigheder, som vise, at Beretningen ikke i alle Dele kan være rigtig[1].
- ↑ Beretningen om hine Herrers Forjagelse findes allerførst i de visbyske Minoriters Chron. af 1412, Scr. r. Sv. I. 44; og det heder der udtrykkeligt, at Kong Magnus, saasnart han var kommen paa fri Fod, drev dem ud af Riget som Hovedmænd for hans Fængsling, at de opholdt sig Vinteren over paa Gotland, som da var Danmark underkastet, og kom strax efter Paaske til Hertug Albrecht i Wismar. Riimkrøniken (l. c. S. 56) beretter først, at flere svenske Herrer skulde ledsage Jomfru Elsebe fra Tydskland til Sverige, og lagde ud med hende fra Rostock, meget mandsterke, at Kong Valdemar fangede dem med Jomfruen, men at Albrecht efter et 14 Ugers Hærtog til Sjæland tvang Valdemar til at frigive dem; at disse Herrer tilligemed de tolv af Raadet, der havde sagt god for Giftermaalet, begav sig til Magnus, gjorde ham Forestillinger og bebrejdede ham Skaanes Afstaaelse, men at Kong Magnus fordrev dem alle, tilsammen 24, hvorfra de begav sig til Rostock, og hine Tolv derfra til Mecklenburg, til Hertugen, med en Strikke om Halsen, erklærende at de gav sig i hans Vold som Løftesmænd, men at han svarede, at de havde handlet som ærlige Mænd, tog dem i sin Beskyttelse, anviiste dem Bolig paa sit Slot Schwerin, og lod ligeledes de i Rostock Tilbageblevne komme til sig, og behandlede dem vel. Derefter, heder det, gjorde Valdemar sit Tog til Gotland, som allerede forud havde været aftalt mellem ham og Magnus. Enhver seer lettelig, hvor forvirret alt dette er. Ericus Olai (Scr. r. Sv. II. S. 108) fortæller det samme, i Forbindelse med Visby-Munkenes Beretning, og afviger kun deri, at han ikke har Anachronismen om Gotlandstoget. At Sammenhængen ej kan være saadan, som her berettet, skjønner man let allerede efter hvad ovenfor er meddeelt. Magnus kan ikke have jaget hine Høvdinger i Landflygtighed strax efterat han var bleven forliigt med sin Søn i 1362, thi vi have seet, at de fleste her nævnte Høvdinger sendtes som Gesandter til Holsten og Stæderne om Sommeren 1362, med mindre man vil regne denne Sendelse selv som Landflygtigheden, hvilket dog er en Urimelighed; Herrerne bleve ikke fangne af Valdemar, ligesaalidt som de samtidige Kilder melder noget om Albrechts foregivne Hærtog paa Sjæland; Benedict Philipssøn, en af de foregivne Landsforviiste, udstedte 1ste Febr. 1363 et Brev i Strengnes (Styffe, Bidrag S. XXXIV. Not.), og Karl Ulfssøn af Tofta kaldte sig endnu i Septbr. 1363 Lagmand i Uppland, og opholdt sig i Sverige (sammesteds). Derfor er det sandsynligst, at Kong Magnus ikke har proklameret nogen formelig Fredløsheds-Erklæring, og at Herrerne heller ikke var saa længe borte, som hine Beretninger angive, men at de paa egen Haand ere dragne til Hertug Albrecht, for at underhandle med ham om Magnus’s Afsettelse, at de maaskee endog have gjort hyppigere Rei-
