Men nogen Sandhed maa dog vel ligge til Grund, thi at Kong Magnus paa forskjellige Maader lagde sin billige Harme mod de ham saa fjendtlige Herrer for Dagen, er dog baade i og for sig aldeles naturligt, og desuden er det vist, at han idetmindste gjorde dette mod Biskop Nikolas af Linkøping, der, skjønt forhen Kongens Cantsler, synes at have været deres Formand. Thi om Sommeren 1363 anholdt Magnus uden Videre hos den nye Pave, Urbanus den 5te, om, at Nikolas paa Grund af sine Stemplinger mod ham og andre Forbrydelser maatte blive afsat fra sit Embede, og at Paven i hans Sted vilde udnævne Predikebroderen Gottskalk Falkdal, der var pavelig Pønitentiarius, men nu, uvist af hvad Grund, opholdt sig hos Kongen, og var hans synderlige Ven. Paven svarede vel dertil, at han ikke kunde removere Nikolas fra hans Kirke uden gyldig beviist Grund, og at en bestemt Anklage maatte fremsettes, efter hvilken han da var beredt at gjøre, hvad Retten fordrede; men ikkedestomindre fik Magnus kort efter sin Vilje frem uden et saadant Retssøgsmaal, som Paven antydede; thi allerede i Marts 1364 for flyttede Paven Biskop Nikolas, uden at spørge ham, ja endog, som det i synes, ganske uden hans Vidende, til Knins Biskopsstol i Kroatien, og udnævnte virkelig Gottskalk til Biskop i Linkøping. Denne Udnævnelse kom dog ej for det første Gottskalk synderligt til Gode, da Nikolas ignorerede Forflyttelsen, og vedblev som før at bestyre Linkøpings Biskopsstol[1]. Men nogen egentlig Forviisning eller Fredløsheds-Erklæring behøvedes ikke engang her, for at bringe Kong Magnus fornemste Modstandere til at forlade Riget for en Tid, thi det var jo lovet paa deres Vegne, at i Tilfælde af at Festemaalet med Jomfru Elsebe blev brudt, skulde alle Kongens Mænd baade i Sverige og Norge vende sig fra Magnus og Haakon med Slot og Land, og give sig under Grev Henrik af Holsten, og saaledes var der Anledning nok for alle dem, der ansaa sig, eller gav sig en Mine af at ansee sig bundne herved, – det vil sige for alle dem, der ikke ønskede at blive Kongerne Magnus og Haakon troe, – til at drage over til Nordtydskland og der
- ↑ Gottskalk Falkdal omtales som pavelig Pønitentiar og Kongens gode Ven i et Anbefalingsbrev for Nuncien Guido de Cruce (hvorom senere), af 13de Septbr. 1363 (Regest. Urban. V. Secr. ann. I. f. 253); men allerede ved Brev af 1ste Septbr. 1363 gav Paven hiint ovenfor meddelte Svar paa Kong Magnus’s Ansøgning om Nikolaus’s Afsettelse (Celse Bullar. S. 129). Provisionsbrevet for Gottskalk til Linkøpings Biskopsstol, hvori ogsaa Nikolas’s Forflyttelse („i hans Fraværelse“) til Knin i Kroatien eller Slavonien omtales, er dateret 6te Marts 1364 (Reg. Urbani V. cod. chart. T. 8, f. 147). Knin kaldes i latinske Breve Tinia, og Biskopsstolen Tiniensis. Magnus’s Ansøgning maa vel have været indgiven om Sommeren eller Vaaren.
ser frem og tilbage, og at Riimkrønikens Forfatter maaskee har haft enkelte Omstændigheder ved et eller flere af disse Besøg for Øje.
