nu have. Blandt dem maa vi først og fremst nævne Erngisl Jarl. Han havde været med baade at indgaa Haakons Festemaal med Jomfru Elsebe, og siden med at slutte Forbundstractaten, og dog finde vi ham ikke førend flere Aar herefter bestemt paa Mecklenburgernes Side, hvad nu Aarsagen dertil kan have været, om det var Hensyn til egen Fordeel, eller Betænkeligheder ved at sette en Udlending paa Sveriges Trone. Blandt Deeltagerne i Festemaalscontracten var Throtte Peterssøn; han havde længe været og vedblev fremdeles at være Kongernes Tilhænger, og derfor er det besynderligt nok at see ham som en af dem, der saaatsige lovede Grev Henrik Rigerne, hvis Festemaalet blev brudt; men han har maaskee ikke engang været tilstede ved Transactionen, og sat sit Segl under paa Forhaand, i Tillid til de Andres Loyalitet[1]. Blandt dem, der sluttede Forbundstractaten, nævnes Jon Erngislssøn Hjerne og Thorkil Erngislssøn, med Tilnavnet Barun; de holdt ligeledes med Magnus og Haakon, og om dem gjelder derfor maaskee ogsaa det samme, som om Throne Peterssøn. Foruden dem nævnes mange andre mægtige Mænd som Kongernes Tilhængere, f. Ex. den føromtalte Jon Christinessøn, der forhen havde været upaalidelig nok, Fjellar Piik, Nanne Arnbjørnssøn (Sparre), Magnus Sture, ej at; tale om Knut Algøtssøn, Hertug Benedicts Broder, og først og fremst Erik Ketilssøn, kaldet Puke, der synes at have været Partiets fornemste Støtte. Der var saaledes endog i Sverige selv ikke ringe Vanskeligheder for Mecklenburgerne og deres Tilhængere at overvinde, naar den unge Albrecht skulde settes paa Tronen. Men hertil kom nu, at hele Norge blev Kongerne tro. I Norge kjendte man lidet eller intet til alle de forfærdelige Fejl, som det svenske Oppositionsparti troede at finde hos Kong Magnus. Man var der Kongerne hengiven, og hvis man der i den sidste Tid havde været misfornøjet, da var det snarere over Alliancen med de forhadte Tydskere, end fordi Kongerne nu stod i Begreb med at bryde den. Man vidste vel der neppe engang Beskeed om, at de svenske Herrer ogsaa paa Nordmændenes Vegne havde lovet, at Kongernes Mænd med Slot og Land skulde vende sig til Hertug Henrik, hvis Festemaalet med hans Syster blev brudt. Denne Nordmændenes Fastholden ved Kongerne kan man vel ogsaa for en stor Deel tilskrive, at de halvsvenske og halvnorske Herrer, der havde Besiddelser i begge Riger,
- ↑ Erngisl Jarl nævnes i Indlæggene mellem Kong Haakon og Stæderne i 1370 som en af dem blandt hans Undersaatter og Tilhængere paa Øen, der havde lidt Tab paa Gods, medens Stæderne havde Øland (Lappenbergs Sartorius, II. S. 697). At Throtte Peterssøn og de øvrige Mænd, som vi herefter nævne, holdt med Haakon i 1364, sees af forskjellige Breve, og vil her i det følgende fremgaa.
