Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/769

Denne siden er korrekturlest
751
1363. Herrer, som bleve Kongerne troe.

lassøn, der saaledes afløste mane Eivindssøn, som hidtil havde beklædt denne Post, ja endog forvart Kong Magnus’s Segl. Maaskee er han just paa denne Tid afgaaet ved Døden, da det ellers er vanskeligt at begribe, hvorfor Kongen nu lod ham afløse af en anden, efter at han nylig havde viist ham saa megen Tillid og udtrykkeligt belønnet ham „for den gode Tjeneste, han havde viist ham ved Opbygningen af Tunsbergshuus og andre for Kongen udførte Hverv“; maaskee har han selv ønsket at trække sig tilbage. Forresten vides ej, hvo denne Peter Nikolassøn var, om det var en Svensk eller Norsk; men man seer, at Kongen maa have haft megen Tillid til ham. Usandsynligt er det ej, at han var den samme Mand af dette Navn, som siden blev Sysselmand i Ryfylke[1]. – Over Elfsborgs Slot, der først ved denne Tid nævnes, og som derfor først ganske nylig kan have været opført, men som sees at have traadt i Stedet for det forrige Ljodhuus Slot som Hovedbefæstningen i dette Fogderi, nævnes Hr. Peter Porse, der formodentlig har været en Slægtning af Hertug Knut (maaskee en uegte Søn af ham) som Høvding[2]. – Om Nordre-Halland, der vel ikke hørte til Dronningens Besiddelser, men dog hørte til den samme Klynge af Landskaber, der kunde siges at danne Kong Magnus’s særskilte Rige – om dette ogsaa nu fik en ny Befalingsmand i Thorkil Erngislssøn Barun, eller han allerede tidligere havde været Høvedsmand paa Vardberg og Foged i Nordrehalland, vides ikke; vist er det kun, at han nævnes i denne Egenskab fra 1363 af og i de følgende Aar, saa længe Nordrehalland blev i Magnus’s Besiddelse[3]. Enkelte af disse Befalingsmænd vare saa samvittighedsfulde i at forsvare sine Borge, at de endog kunde beskyldes for Egenmegtighed og Selvraadighed, da de sidenefter, da Kong Magnus var bleven fangen, som

  1. Peter Nikolassøn nævnes blandt flere i Bergen tilstedeværende anseede Mænd i Brev af 3die Decbr. 1376 (Dipl. N. III. 507) siden som Sysselmand i Ryfylke i Brev af 18de Octbr. 1390 (ssteds I. 527), og som „Armiger“ i Tunsberg 1398, N. Samll. IV. 580. Det er i alle Fald sandsynligt, at dette var den samme Mand af dette Navn, som var Fehirde i Tunsberg 1364, 1365.
  2. See det føromtalte Indlæg l. c., dog nævnes han sammen med Axel Ketilssøn, uden at man rigtigt kan see, hvo af dem der var Befalingsmanden paa Slottet. Imidlertid synes Peter Porse at have været den fornemste. Der var denne Tid baade en Magnus og en Peter Porse, men den første stod paa Albrechts Parti, den anden, Peter, var en Svigerfader af Bo Jonssøn, Albrechts Tilhænger, der havde været gift med hans i 1361 afdøde Datter Margrete; men der var opstaaet Tvist mellem dem, og saaledes er det ej faa usandsynligt, at Peter slog sig til det modsatte Parti. At Ljodhuus laa i Elfsborgs District, sees af Fredsslutningen til Aalholm mellem Valdemar og Albrecht 1366, see nedenfor.
  3. Lappenbergs Sartorius l. c. fornemmelig S. 687. Dipl. N. III. 346.