Forhold, og som sandsynligviis allerede nu ikke udøvede ringe Indflydelse, var den svenske Geistlige, Vinalde Henrikssøn, fra Østergøtland. Han var en af de mange svenske Geistlige, der fik Ansettelse i Norge strax efter Mandedøden formedelst den Mangel paa Prester, som da herskede. Biskop Salomon havde overdraget ham alle de Sognekirker, der laa paa den store Ø Thjorn i Elvesyssel. Disse Kirker bestyrede han i henved tolv Aar, og havde vel imidlertid haft Lejlighed til at blive kjendt med Kongerne og vinde deres Yndest og Tillid, thi om Sommeren 1363 søgte de begge for ham hos Paven om at han maatte faa et Canonicat i Oslo, hvilket ogsaa blev bevilget den 6te August samme Aar. Dette skete vistnok alene for at faa ham til Oslo og lade ham overtage Bestyrelsen af det kongelige Cancelli. Han opgav nu ogsaa hine Sognekirker og havde formodentlig allerede i Begyndelsen af 1364 tiltraadt sit nye Embede. Vi ville siden see, hvorledes han steeg fra den ene Verdighed til den anden, indtil han blev Erkebiskop[1].
Kongerne vare saaledes dog nogenledes forberedte paa at verge sig mod det Angreb, der forestode dem, skjønt de vel aldrig kunde gjøre sig Haab om, at hindre deres Modstandere fra at trænge ind og sætte sig fast i den østre Deel af Landet, thi her havde de fleste misfornøjede Herrer deres Besiddelser og desuden var det faste Kalmar i Grev Henriks Vold[2]. Hertug Albrecht synes alene at have ventet paa Kong Valde-
- ↑ At Vinalde Henrikssøn strax efter flere Presters Død i den store Pest fik Sognekirkerne paa Thjorn af Biskop Salomon, siger han selv i et Vidnesbyrd, han senere som Erkebiskop udstedte om Kaldsrettigheden dertil (Saml. IV. 580). Dette var vel altsaa i 1351, og han siger i det samme Brev, at han ti og flere Aar forestod disse Kirker. Der findes et Brev af ham, udstedt ved Valle Kirke paa Thjorn d. 3die Mai 1360, hvor han kalder sig „Prest paa Thjorn“, Dipl. N. III. 312, (han skriver sig her forresten V. Henzason). Kongernes Ansøgning for ham om Canonicatet i Oslo findes i en lang Supplikationsrolle for dem, bevilget af Pave Urban V. d. 6te August 1363; her kaldes han udtrykkelig „Prest fra Linkøpings Biskopsdømme“. (Reg. Suppl. Urban. V. ann. I. p. 5 fol. 16). Merkeligt nok ansøgte og fik Kong Haakon ved samme Lejlighed et Beneficium for hans Eftermand i Bestyrelsen af det norske Cancelli, Henrik Henrikssøn, som allerede da var Kongens svenske Cantsler, og Sogneprest til Thorstuna i Uppsalas Diøcese; han blev nu Chorsbroder i Uppsala. Det tidligste Brev, hvori vi hidtil have fundet Vinalde som Seglbevarer, er Kong Haakons Indskærpelse af at udrede Olafsskot, dat. Oslo 26de April 1365 (Norges gl. Love III. 186, Dipl. N. IV. 448). Dette Brev er udstedt i Kongens Navn, skjønt denne da neppe var tilstede. Dette og flere lignende vise, at han var i fuld Udøvelse af Cantslerforretningerne. I islandske Annaler (Udg. S. 316) staar der ogsaa for 1366, at der udtoges Brev hos Sira Vinalde, „som da bevarede Kongens Segl“.
- ↑ At Henrik virkelig havde Kalmar i sin Besiddelse allerede siden Pintsen 1361, sees af Johann Høygings Qvittering til Greverne for Indtægten af den ham
