vidt sikkret, at han med de tydske Fyrster, der havde ledsaget ham, begav sig tilbage til Tydskland paa nogen Tid, idet han dog efterlod nogle faa, men paalidelige Krigsmænd til hans Forsvar. Dog sørgede Grev Henrik forinden godt for sin egen Fordeel, og viiste, at han ikke understøttede Mecklenburgerne for intet, eller alene for den Tilfredsstillelse at kunne hevne den Tort, der var overgaaet hans Syster; Kong Albrecht maatte nemlig den 26de Juli, samme Dag, som Stilstanden sluttedes, sette ham Visby med hele Gotland i Pant for 4000 Mk. brendt Sølv. Spørsmaalet er kun, om Albrecht virkelig for Tiden havde saamegen Raadighed over Gotland, at den Sikkerhed, som Brevet –skulde give Greven for hiin store Pengesum, var af nogen virkelig Betydning. Men i alle Fald kunde det vel, meente man, i Fremtiden komme ham til Gode[1].
Hvad Kong Haakon imidlertid foretog sig i Norge, og hvorledes overhoved Budskabet om Kongernes Afsettelse i Sverige her blev optaget, derom savner man enhver Efterretning; man seer kun af enkelte Brevskaber, at han i August var i Oslo og i September i Tunsberg, og at han maaskee for at trøste Ex-Cantsleren Provst Peter over Tabet af Cantslerverdigheden, fornyede Mariekirkens Privilegier og skjenkede ham personligt en under Kongedømmet hjemfalden Gaard, ligesom han og bekræftede Jemtelendingernes Rettigheder, tilsagde dem udtrykkeligt, at de „ikke skulde være anden Lov underkastede end den Norske“, og fritog dem fra alle Nevninger og Ledingsferder undtagen i det Tilfelde at han saa sig nødt til at opbyde hele Almuen i Norge, thi da skulde ogsaa de gjøre Tjeneste som de øvrige, og følge overalt, hvor „gode Mænd og de selv saa det nyttigst at være baade for Landskabet og Norges Rige, Fjenderne til Skade og Modstand“. Anledningen til dette Tilsagn var vistnok
- ↑ Brevet, hvoraf Originalen findes i det danske Geh. Archiv, er aftrykt i Schl. holst. lau. Urkundenb. II. S. 269.
der Straf paa Liv og Gods. Man skulde heraf slutte, at Erngisl Jarl havde begaaet denne Voldsgjerning i Magnus’s Tjeneste, men at han nu, saa længe Stilstanden varede, maatte lystre Albrecht, da hans fornemste Besiddelser laae i Smaaland. I dette Brev giver Albrecht Magnus endnu Titel af „Sveriges og Norges Konge“. Samme Dag sluttedes vel ogsaa Stilstanden, især da Pantsettelsesbrevet til Grev Henrik har samme Datum. Vistnok angiver Suhm (XIII. S. 548) at Hertug Albrecht allerede den 12te Juli var hjemme i Mecklenburg, men det maa være en Fejl, da det i det nysanførte Brev udtrykkeligt siges, at Hertugen havde været nærværende ved Lindorm Æskilssøns Klage. Stilstanden maa have været beseglet af Hertug Albrecht, Grev Henrik og de øvrige tydske Fyrster, samt Biskop Nikolas af Linkøping, Nikolas Thuressøn, Karl Ulfssøn af Ulsaasa og Erik Karlssøn, da disse, fornemmelig af Pantebrevet, som herefter omtales, sees at have været tilstede. Det bestyrker unegteligt den ovenfor omtalte Beretning om Gotlands Indtagelse.
