Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/777

Denne siden er korrekturlest
759
1364. Krig om Sveriges Krone. Ligegyldighed i Norge.

en Ledingsferd, som for nogen Tid siden lovstridigt var bleven dem paalagt af Dalarnes Befalingsmand, Magnus Gregoriussøn, og som nu udtrykkeligt tilbagekaldtes[1]. Man seer dog altsaa, at Kongen stadigt havde Krigen for Øje, og det er højst sandsynligt, at Breve af mere krigersk Indhold har været udgivne til andre Dele af Riget. Forresten synes det som om Befalingsmændene paa Slottene i Viken og Halland betragtede Kongernes venskabelige Forbindelse med Danmark som et Tegn til, strax at kunne begynde Fjendtligheder med de tydske Stæder, hvis Spillen under Dekke med Kongernes Modstandere neppe var forbleven en fuldkommen Hemmelighed. Allerede paa Hansedagen i Wismar ved Jakobsmessetider 1363 klagedes der over, at Gottskalk Skarpenberg havde fra Baagahuus overfaldt i Kalvsund og plyndret fire Kogger fra Kampen og en fra Harderwyck, hvori stralsundske Kjøbmænd havde meget Gods[2]; nu var det rigtignok en egen Sag saavel med Gottskalk som Kampen, der i længere Tid havde staaet i et spendt Forhold til Riget[3]; men samme Aar tog Thorkil Erngislssøn paa Vardbergbuus i Vardbergs Havn ved Geetkjerr et Skib, der syntes at have tilhørt en af de østersøiske Stæder, og om Vinteren 1364 tog han atter et[4]. Det er alligevel heel besynderligt, at man ikke erfarer det mindste om, hvad de mægtige norske Høvdinger nu toge sig til. Thi Forholdene og Stemningen kunde nu umuligt længer være saadan, som i Unionens første Tider. Man var nu bleven vant til Foreningen; de mægtigste og indflydelsesrigeste Mænd i Norge havde Besiddelser i Sverige at forsvare, som de vilde komme til at tabe, dersom hele Landet faldt i Mecklenburgernes Hænder. Det synes derfor, som om de dog maatte have foretaget noget, raadslaaet med Kongen og holdt Sammenkomster. Men man erfarer intet derom. De daglige Forretninger gik sin Gang, som om man levede i den dybeste Fred. Hr. Sigurd Hafthorssøn laa hele Sommeren 1363 hjemme paa Giske, og kjøbte Jorde-

  1. Kong Haakons Brev fra Oslo, hvorved han skjenker Provst Peter Øykren Gaard, der siden Manddøden havde ligget øde, er dateret 18de August 1364, Dipl. N. II. 384, Brevet fra Oslo til Jemtlendingerne den 29de August, Norges gl. Love III. 185, og Brevet fra Tunsberg om Mariekirkens Rettigheder den 22de September, Dipl. N. H. 250. Sammenhængen med den Ledingsferd, som særskilt omtales i Brevet til Jemteland, og siges at være paalagt af Magnus Gregoriussøn, kjendes ikke. Det synes dog næsten ubegribeligt at Magnus Gregoriussøn, en af Sveriges Stormænd, skulde vove at blande sig i Jemtelands Anliggender. Han nævnes som Høvding over Dalarne 1354–57.
  2. Lappenbergs Sartorius II. 528.
  3. Det vil nedenfor blive omtalt, hvorledes Kong Haakon i 1366 sluttede Stilstand med Kampens Borgere, med hvilke han forud havde staaet i spendt Forhold, Dipl. Norv. V. 254.
  4. Lappenbergs Sartorius II. p. 687.