arvbaarne Mænd, og at Kongerne vare deres Herrer, og med Lov og Ret komne til Riget. Kongerne vilde herved bekjendtgjøre, at uanseet hvorledes man havde behandlet dem, saa havde de dog nu, Gud til Ære, Fedrelandet til Støtte og for at bevare Tungens Eendrægtighed i Sverige, skjenket alle den Naade, som vilde søge dem, og modtage den. Tvivlede nogen herpaa, da skulde efter Kongernes Raads Raad gjensidig Sikkerhed med Gisler blive stillet. Men dem, som ikke søgte eller modtog denne deres Naade, nødsagedes de til at hjemsøge med Brand og Rov, som dem, der bare Avindskjold mod deres rette Herre: en Haardhed, hvortil de kun greb nødtvungne og med største Snur[1]. Hvad Proclamationen udrettede, vides ikke, men de rykkede videre frem til Vesteraas, formodentlig for at gaa lige løs paa Stockholm, medens Marsken Karl Ulfssøn drog dem i Møde fra denne Stad med den Krigsmagt, som han imidlertid havde faaet samlet[2], og som vel neppe var saa stor, som Kongernes, men sikkert langt mere at lide paa; thi i Følge med ham var flere af de krigserfarne mecklenburgske Herrer med deres Mænd, navnlig Raven v. Barnekow, hvilken Hertug Albrecht havde efterladt som Befalingsmand over Nykøpings Slot og Lehn, og som lader til at have været den, paa hvilken Hertugen især stolede, og som egentlig ledede Partiets Krigsforetagender[3]. De naaede lige frem til Eenkøping, og forbi denne Stad til Grændsen af Vestmanland, førend de mødte Kongernes Hær, der laa i Vesteraas og paa de nærmeste Gaarde under Drik og Sviir,
- ↑ Brev i det sv. Rigsarchiv af 27de Februar 1364. Det er udstedt og beseglet af begge Konger, og henvendt til „Erkebiskopen af Uppsala, samt Ridderskab og Klerker i hele Erkebiskopsdømmet“. Formodentlig have de ogsaa udstedt ligelydende, nu tabte, Proclamationer til Indbyggerne i Vesteraas og Strengnes Biskopsdømmer. Lagerbring omtaler dette Brev II. S. 514.
- ↑ At Karl Ulfssøn havde Overanførselen, idetmindste af Navn, fulgte allerede af hans Embede som Marsk; det sees af et Brev, han siden udstedte d. 20de April, aftrykt i Dipl. Norv. III. 345. Han bekjendtgjør herved at have overdraget sin Underlagmand Bjørn Nikolassøn noget Jordegods i Grans Sogn østenfor (Eenkøping), som han nu havde faaet (formodentlig i Løsepenge) af sin Herres (Albrechts) rette Fjende Magnus Nikolassøn, hvilket Jordegods skulde være Erstatning for den Hest, Marsken tog fra samme Bjørn til sin Herres Gavn, da de nu sidst i Fasten drog mod Kongerne Magnus og Haakon, og „kivede med dem ved Gaata“. At Albrecht selv var med i Slaget, er alene en nyere Tilsetning; de eldre Beretninger tale kun om Albrechts Mænd; han kunde desuden umuligt være der, da han paa den Tid laa for Aabo.
- ↑ See Styffe, Bidrag, S. 62–118, især S. 103, hvor Raven Barnekow opregner og verdsetter alle de Heste, han og hans Folk havde tabt i Krigen; her siges det, at i Slaget mod Kong Magnus mistede hans Bueskytter 1 Hest, hans Tjener 2 Heste, han selv een, og Hr. Raven den yngre een.
