kan neppe forklares anderledes, end at Levningerne af Kongernes Hær, fornemmelig Vestgøterne og Vermelændingerne under Erik Ketilssøn, have indtaget saa faste Stillinger efter Slaget, og gjort Miner til et saa haardnakket Forsvar, at Sejerherrerne have seet sig nødt til at slippe Magnus løs mod behørig Sikkerhed, for desto bedre at kunne dagthinge med dem, og at der tillige for det første er indgaaet en Stilstand; at der saaledes først har været dagthinget i Arboga, siden i Vesteraas, hvorved Kongen nok var tilstede, men uden at kunne fore Ordet paa sine Mænds Vegne, saasom han var Fange; at disse Underhandlinger have foranlediget Raven Barnekows og hans Mænds hyppige Ophold i Thorsharg, der var Overfartssted til Vesteraas m. m., og som de maaskee endog for Sikkerheds Skyld holdt besat; at Kong Haakon imidlertid begav sig til Danmark for at forsøge sin Lykke hos Kong Valdemar, og Kong Magnus siden endog gjorde en Skyndereise til Norge, for om muligt at opdrive Hjelp til Løsepenge, samt at han endelig, da dette ikke lykkedes, og det tegnede sig til at Krigen igjen vilde fornyes, indfriede sit Æresord og begav sig tilbage til sine Fjender, der nu først satte ham i Fængsel. Denne Forklaringsmaade er saa meget rimeligere, som man netop nylig havde seet Exempel paa en lignende Ordholdenhed hos Kong Johan af Frankrige, da denne var ført fangen til England efter Slaget ved Maupertuis 1356, men sat paa fri Fod igjen efter Freden i Bretigny 1360, imod at hans Søn Ludvig af Anjou og flere andre fornemme franske Herrer blev tilbage i England som Gisler for, at enten de for ham bestemte, store Løsepenge skulde erlegges, eller at han selv atter skulde indstille lig i Fangenskabet. Ludvig undveeg mod sit givne Ord til
han havde tilbagegivet Slottet i Haab om at det vilde hjelpe til Kongens Befrielse, og at Gerhard Snakenborg allerede i October 1366 stod i Underlinger med Kong Albrecht om denne Overgivelse, sees af Kong Albrechts Gavebrev paa Aaranes Gaard til Gerhard den 9de October 1366, om det end ikke udtrykkeligt nævnes. Altsaa var det tidligere end 9de October 1366, at Magnus overdrog ham Axevall. Man skulde snarest have gjettet paa, at denne Overdragelse fandt Sted førend Magnus endnu havde indstillet sig i Fangenskabet, men det gaar vel ikke an, siden der tales om „den yderste Mangel og Lænkers Tvang“ (extrema mendicitatis et ferri necessitas) og siden det udtrykkeligt siges, at Johan og Godekin af Plesse, to af de mecklenburgske Herrer i Albrechts Tjeneste, vare nærværende ved Overdragelsen. Det er ikke usandsynligt, at Magnus’s Tilbagegang i Fangenskabet skete i Marts 1366, og at han sandsynligviis netop har faaet et Aars Frihed, siden vi see, at der i Tunsberg, hvor han nylig havde været, og hvor man saaledes maatte vide nøje Besked baade om hans Fangenskab og Varigheden af hans Frihed, endnu den 15de Marts 1366 regnede Aarstallet efter Magnus’s Regjeringsaar, (Dipl. N. IV. 454) medens man under hans Fangenskab regnede efter Haakons. Formodentlig har Magnus da endog tilbragt Julen hjemme i Norge
