Seglet med de Brevskaber, der maaskee have været fordrede, og ladet sin Søn paa sedvanlig Viis udnævne ham til Drottsete.
Erling Vidkunnssøn, der nu i henved ni Aar forestod Norges Regjering, var en Mand i sine bedste Aar, maaskee endog for ung efter de Forestillinger, man sedvanligtviis danner sig om et saadant Embedes Vigtighed, thi han kan ej have været mere end i det højeste tredive Aar gammel. Men han var for det første Norges højbyrdigste og rigeste Mand, da han paa fedrene Side var eneste tilbageværende Medlem af den eldgamle Arnmødlinge-Æt, den ypperste i Norge næst Kongehuset, hvormed den var paa flere Maader beslægtet, og paa mødrene Side tilhørte Stovreim-Ætten, ligeledes beslægtet med Kongehuset; efter sin Fader havde han arvet alle Bjarkø-Linjens Besidder, efter Farbroderen hele Giske-Godset, der dog først tilfaldt ham ved dennes Svigerdatters Død; efter sine mødrene Frender arvede han hele Stovreims-Godset i Fjordene og Sogn, hvoraf han dog som Odelsmand maatte indløse endeel fra andre fjernere Arvinger, og med sin Hustru Elin, Datter af Hr. Thore Haakonssøn, fik han Fjerdedelen af dennes rige Efterladenskab, hvoriblandt endog flere Gaarde paa Orknøerne[1]. Hertil kom nu og, at han, efter hvad hans senere Ferd noksom viser, var en om vel ikke faa særdeles begavet, dog forstandig, maadeholden og velmenende Mand, hvis Fedrelandskjærlighed og gode Vilje synes at have været større end hans Ærgjerrighed, og endelig, at han, saavidt man kan see, og som vi nys have antydet, ej alene ikke var Hertuginden modbydelig, men tvertimod stod paa en god Fod med hende, og derfor maatte antages saa meget lettere at kunne tale hende til Rette og overtale hende til at finde sig i de nødvendige Indrømmelser.
Det var et vanskeligt, og vist i mange Henseender ubehageligt og utaknemligt Hverv, som Hr. Erling havde paataget sig. Misbrug skulde afskaffes, slette eller efterladne Ombudsmænd deels advares, deels ombyttes med nye: det Kronen utilbørligt frakomne Gods saavidt muligt gjenvindes, og fornemmelig maatte der vaages over, at Hertuginden og hendes Yndlinger ikke paany kom til Magten. Han blev derved altid udsat for at miskjendes af og komme til Uenighed med Standsfæller og Omgangsvenner. Men det lader til, at han ikkedestomindre tog Sagen alvorligt og samvittighedsfuldt. Overfehirden i Bergen, Jon Bjarnessøn, der nødvendigvis maatte have haft megen Skyld i at Fehirdslerne vare saa udtømte, blev, som det lader, afskediget, og døde kort efter[2]; i
