teløs og forrædersk Fremgangsmaade, end den, Valdemar her tillod sig mod Haakon, kan man neppe forestille sig; han ej alene lod sig afstaa Landskaber og Slotte, der med Rette tilhørte ham og hans Fader, men tilsagde endog hans Medbejler varigt Venskab, gik ind paa at forsvare denne Medbejler mod ham selv, og betingede sig koldblodigt, at hans Fader skulde holdes fangen indtil ogsaa han havde bekvemmet sig til at indrømme, hvad man forlangte. Men ved Siden deraf synes der endog at være noget overmaade eenfoldigt i hans Falskhed. Thi hvor skulde han vel for Alvor kunne tro, at det svenske Raad, der allerede havde lagt saadan Forbittrelse for Dagen over Skaanes Afstaaelse, skulde have villet gaa ind paa de endnu langt større Indrømmelser, som denne Tractat foreskrev i Kong Albrechts Navn? Eller hvorledes skulde vel endog Kong Albrecht selv have vovet at indvilge heri? Og endnu mere: kunde Hertug Albrecht selv mene det oprigtigt, eller kunde Valdemar tro, at han meente det oprigtigt, naar han forbandt sig til at faa sin Søn til at gjøre Afstaaelser, der maaskee vilde vekke saadan Forbittrelse, at han mistede det nyserhvervede Rige? Kunde han endog vove at forelegge det svenske Raad en slig Tractat til Besegling? Det Hele er en Gaade, og man fristes halv om halv til at gjette paa, at begge Parter egentlig kun have søgt at overliste hinanden; at Albrecht fornemmelig har søgt at vinde Tid, og holde Valdemar oppe med gode Løfter, som han ikke tænkte paa at opfylde, medens han tillige havde et Document i sin Haand, som han i Nødsfald kunde bruge for at sette Splid mellem ham og Haakon, naar han lod denne faa det at see, medens Valdemar paa sin Side ligeledes troede at have et Document, som han i Nødsfald kunde bruge til at compromittere Albrecht for det svenske Raad, men som ogsaa under visse Omstændigheder kunde være ham eller hans Efterfølgere nyttigt som Adkomstbrev, hvorfor han endog faa Maaneder efter lod tage en bekræftet Copi deraf, saaledes som nedenfor vil blive omtalt[1]. Det er heller ikke den ringeste Besynderlighed ved denne Tractat, at saa vel den foregivne Udsteder Kong Albrecht, saaledes som det allerede ovenfor er nævnt, som ogsaa Kong Haakon, hvis Vee og Vel den saa væsentligt angik, ej alene vare fraværende, men endog, som det synes, aldeles uvidende om, hvad den enes Fader, den andens Svigerfader forhandlede paa Aalholm. Haakon havde den 30te Juni været i Kjøbenhavn[2], og var da maaskee paa Vejen til Gotland, som først ved den
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/800
Denne siden er korrekturlest
782
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.
