at han fandt det klogest at ignorere den hele Transaction, og neppe engang til sin Søn Kong Albrecht har nævnt et Ord derom, medens Valdemar paa sin Side af de samme Grunde nu maatte finde det dobbelt nødvendigt at sikkre sig sin Svigersøn Kong Haakons Venskab, og derfor dobbelt utilraadeligt at lade Forhandlinger, der røbede hans Troløshed imod ham, komme til offentlig Kundskab. Saaledes kan man da vel antage, at de bebudede Forhandlinger ved Kalmar og Bryms ikke fandt Sted. Kong Albrecht og hans Fader havde ligefuldt Erende i Kalmar, thi det lader til, at de der have haft en Sammenkomst med de holstenske Grever[1], der nu igjen begyndte at slutte sig til Valdemars Fjender, og som formodentlig ej vare lidet virksomme i at organisere den
- ↑ Den 5te Februar 1368 fik Greverne i Kalmar Anviisning paa 100 Skippund Kobber aarligt af Kobberberget til Liqvidation i deres Fordring paa 3500 Mk. br. (formodentlig Resten af den Gjeld, hvorfor Gotland var dem pantsat) Dipl. Dalekarl. I. 34.
de historiske Actstykker med en tilsyneladende authentisk og tilforladelig Beretning. Han siger nemlig, „at det var saa langt fra, at de Svenske samtykkede i denne aalholmske Tractat, at de meget mere paa denne Tid gjorde en stor Opstand mod Albrecht, og kaldte Kong Haakon til Hjelp“. Dette har virkelig gjort Enkelte noget tvivlsomme øm, hvad de her skulde tro; de have tænkt sig Muligheden af at Messenius dog maaskee her kan have haft Actstykker, som vi ej længer kjende. Men gjennemgaar man nøje, hvad Messenius anfører, saa seer man, at han her aldeles ikke har haft nogen anden Kilde end Huitfeld, hvilken han ogsaa citerer. Huitfeld meddeler (S. 539, 540) en Oversættelse af den mecklenburgske Gjenpart af Hoveddocumentet, saadan som den endnu forefindes i det danske Archiv. Huitfeld nævner efter sin Viis intet om, at den der kun er forsynet med de tre Mecklenburgeres Segl, har aabenbart ingen Forrestilling om at ikke Kong Albrecht selv var tilstede paa Aalholm og tvivler ikke et Øieblik om at Documentet baade er udstedt af ham, og har fuldkommen Gyldighed. Umiddelbart derpaa meddeler han det Klagebrev over Mecklenburgerne fra Almuen i Upland, som Olaus Petri meddeler (S. 141) uden at anføre noget Aar, og som Huitfeld saaledes urigtigt faar indved 1367 istedetfor ved 1371, hvor det rettest hører hjemme, som det i det følgende skal omtales. Heraf danner nu Messenius sin Combination. Messenius er ligesaa overbeviist som Huitfeld om, at Kong Albrecht selv var paa Aalholm. For sin Beretning om „de Svenskes“ Protest mod Tractaten har han ingen anden Hjemmel end dette sidstomtalte Brev, som dog ikke har det mindste dermed at skaffe. At „de Svenske“ undlod at indfinde sig i Kalmar, viser sig saa meget mere at være hans egen Opfindelse, som det er tydeligt, at han endog har sammenblandet Raadsherrerne, der skulde møde i Kalmar, og som ikke tænkte paa at gjøre Opstand, med den misfornøjede Almue, fra hvem Opstanden udgik. At formodentlig hverken Kong Albrecht eller Raadsherrerne endog fik Tractatbrevet at see, derom har han ikke haft nogen Anelse, ligesaalidet som om at Huitfeld har fat Klagebrevet fire Aar for tidligt. Men de af Huitfeld meddelte urigtige Data have dog været ham nok til deraf at forme en tilsyneladende plausibel Fortælling.
