men efter Faders-Navnet at dømme islandsk af Fødsel[1]. Han modtog Valget, og da Erkebiskopen paa denne Tid skulde rejse paa Visitats i Nordland, overdrog han Biskop Audfinn at udføre Indvielsen, hvilket og fandt Sted den 28de Juni, men heller ikke han oplevede at tiltræde sit Embede; da han om Høsten allerede var kommen ombord paa et Skib, der skulde afgaa til Island, døde han, medens dette laa og ventede paa Bør[2]. Men han havde i de tre Maaneder, han havde været Biskop, ødslet saaledes med sin Kirkes Gods, at Indlendingerne spotviis kaldte ham Skurd-Grim istedetfor Skutu-Grim[3]. Nu blev Jon Haldorssøn, Prædikebroder eller Dominicaner, formodentlig i Nidaroos, men ligeledes, som det lader, islandsk af Fødsel, valgt og indviet d. 1ste August 1322, formodentlig tilsammen med Biskoperne af Stavanger og Oslo: han var en meget lærd Mand, der havde studeret i Paris og Bologna, og kunde tale Latin som sit Modersmaal. Han kom i det følgende Aar ud til Island[4]. Det er forhen omtalt, at Biskop Audun i Hole havde maattet gjøre Vendereise første Gang, da han efter Erkebiskopens og Raadets Indkaldelse vilde drage over til Norge. Det følgende Aar kom han afsted, efter endnu engang at have bestaaet en Conflict med Nordlendingerne, der paa Althinget samme Sommer indgik en Forening om, at de ikke vilde underkaste sig hans nye Forskrifter, uden at han dog herved lod sig bevæge til nogen Eftergivenhed. Han kom ikke mere tilbage til Island, thi efterat han havde opholdt sig over et Aar i sit gamle Hjem, Nidaroos, hvor han levede paa en meget stor Fod, blev han syg under et prægtigt Julegilde, hvor Erkebiskopen selv var tilstede, og døde d. 28de Januar 1322. Paa sit yderste anbefalede han Erkebiskopen med megen Varme sin og dennes fordums Modstander Laurentius Kalfssøn, der nu allerede i længere Tid havde været Munk i Thingeyre Kloster, som den der var bedst skikket til at blive hans Eftermand, og da Valgcapitel kort derefter blev holdt, fik Erkebiskopen ham og virkelig valgt: en Forsonlighed, som gjør dem begge megen Ære. Laurentius, som blev meget overrasket ved Efterretningen derom, da han mindst havde drømt om at Valget vil falde
- ↑ Navnet „Skuta“ synes nemlig at være eget for Islendingerne.
- ↑ Suhm, XII. 53. 347.
- ↑ Isl. Annaler; Laurentii Saga. „Skurð“ kommer af skera, enten fordi han beskar eller beklippede Biskopsstolens Gods saa sterkt, eller fordi han lod saamange Sauder slagte til sine overdaadige Gilder.
- ↑ Annalerne og Laur. Saga. Jon kaldes og efter sin Moder Freygerdssøn, og da Navnet Freygerd paa den Tid neppe var brugeligt udenfor Island, er det sandsynligt, at han var islandsk af Fødsel.
