en Krig paa Papiret, men den maatte dog give Anledning til de kampenske Kjøbmænds Udelukkelse fra Norge, saa længe den varede, og den vedvarede lige til Sommeren 1366, da Kong Haakon under sit Ophold i Kjøbenhavn den 30te Juni indgik en Stilstand med Kampens Borgere paa ubestemt Tid, og med tretten Ugers Opsigelse paa begge Sider, hvilken de af Kampen skulde forkynde paa Baagahuus, men imidlertid frit kunne besøge hans Lande[1]. Imidlertid vedvarede det spendte Forhold mellem Kampens og de østersøiske Stæders Borgere, saa at nogle af de førstnævnte endog fratog lübeckske og andre Stæders Kjøbmænd Gods i en norsk Havn[2]. Her var det saaledes vanskeligt for de udenfor staaende at vide, hvad de havde at holde sig til, om Stæderne virkelig kunde ansees for en samlet Magt, eller ej.
Paa Mødet i Stralsund indfandt der sig ganske rigtigt Sendebud fra Kong Valdemar med Anmodning om at Stæderne vilde sende Gesandter til ham i Danmark for at underhandle med ham selv om de nu stedfindende Tvistemaal. Der blev dem svaret, at de tilstedeværende Deputerede ej paa egen Haand kunde bestemme dette, men de maatte først afhandle Sagen med deres respective Raad, og skulde afgive Svar herpaa om en Maaneds Tid. Imidlertid anmodede de Kongens Mænd om at formaa deres Herre til at erstatte den Skade, han nys paa flere Maader havde tilføjet Stæderne. Men Forbudet mod at føre Vaaben og Bryggerkar til Danmark og Norge blev forlænget indtil næste Møde, og under samme Forbud blev ogsaa Jærn, Staal, Humle, og Silde-Tønder indbegrebne. Man vilde paa den Maade deels hindre Indbyggerne fra at skaffe sig de nødvendige Vaaben, deels berøve dem Redskaberne til at hjelpe sig uden Tydskerne i Ølbrygning og Sildesalteri. Ligeledes indfandt der sig en Udsending fra Oldermændene og samtlige Kjøbmænd i Bergen med Klage over, at Kong Haakon endnu ikke havde bekræftet de af sin Fader og sine Forfedre givne Privilegier; han meldte ogsaa, hvad der ligeledes stod i et ham medgivet Brev, at Kong Haakon og hans Mænd røvede deres Gods, og at de overalt forfulgtes; de bad derfor om at Stæderne vildt have dem i sin Erindring, hvis det var deres Mening at dagthinge med Kongen og hans Raad, men hvis man skulde merke, at der var noget Galt paa Ferde, som kunde komme dem til Skade, maatte man endelig i Tide varskoe dem derom, og hvis det ikke skulde lade sig gjøre gjennem Øresund, da idetmindste over Flandern paa deres
