Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/813

Denne siden er korrekturlest
795
1367. Hert. Albrecht, Gr. Henrik og de jydske Herrer forh. med Stæderne.

ligede ved Haandfestningen i Kalundborg, saa var dog Stemningen mod ham i Jylland endnu intet mindre end god. Fremfor alt var der opstaaet en stor Forbittrelse over den Strenghed, hvormed Valdemar søgte at tilbagevinde til Kronen alt det denne tilhørende Jordegods, som i den lange Tid, da Holsterne herskede, var kommet i private Mænds Besiddelse, enten ved Gave, eller som Pant: en Adkomst, der vistnok ikke i sig selv var gyldig, og som Valdemar paa Retterthingene derfor ogsaa fik underkjendt, men naturligviis til stor Harme for de megtige Besiddere[1]. Naar man ellers gjennemgaar Navnene paa de jydske Herrer i den Tid, finder man desuden saamange tydske, at man her tydeligt kan see Virkningen af den lange Forbindelse, hvori Landskabet havde staaet med Holsten, og lettelig kan begribe, at de holstenske Grevers Indflydelser her maatte være langt større, end ønskeligt kunde være. Heraf undlod heller ikke den virksomme Grev Henrik at benytte sig. At der mellem ham, Mecklenburgerne og de jydske Herrer i Løbet af Sommeren fandt mange hemmelige Underhandlinger Sted, hvori ogsaa Stæderne underhaanden toge Deel, derom kan man ikke tvivle, naar man erfarer Begivenhedernes senere Gang. Grev Henrik havde paa denne Tid, maaskee i dette selvsamme Aar, egtet Hertug Albrechts Datter, Enke efter Ludvig den Romer af Brandenburg, og dette gav ham endmere Anledning til at virke i Forening med ham. Ogsaa til den preussiske Højmester havde han henvendt M„ formodentlig om det samme, og det endog med saa stor Forsigtighed, at de Sendebud, der fra Hansedagen i Juni 1367 afgik til Preussen, udtrykkeligt fik det Hverv at udforske Højmesteren om Grevens og Hertugens Hensigter, samt tillige meddele ham, hvad disse Herrer allerede havde udviklet for enkelte af Stæderne om den Sag, der nu var paa Bane. Svaret maa have været tilfredsstillende, thi ej længe efter finde vi Stæderne i de ivrigste Underhandlinger med de samme Herrer, medens Greven paa sin Side neppe var mindre virksom i Jylland, og heller ikke mindre Hertug Albrecht i Sverige, hvilken nu ganske opførte sig som Herre der, og allerede om Vaaren eller ved Sommerens Begyndelse havde formaaet de svenske geistlige og verdslige Herrer til at yde en Krigshjelp, der for enhver, der veed, hvor haardnakket de stod paa sin Skattefrihed, og med hvilket uforsonligt Had de forfulgte Kong Magnus, fordi han søgte at indskrænke den, synes næsten utrolig. De vedtog nemlig i et Aar fra Begyndelsen af Mai at afgive Halvdelen af

  1. Gram, i sine Forbedringer l. c. S. 167, nævner udtrykkeligt, at der endnu haves Breve, der bevidne, at sligt er overgaaet Hr. Stig Anderssøn, Hr. Nikolas Lembeke, Hr. Nikolas Esgessøn, Paal Glob o. fl., allesammen Hovedmænd for den paafølgende Opstand.