Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/821

Denne siden er korrekturlest
803
1368. Hansestædernes Krig med Danmark og Norge.

et Frihedsbrev, udstedt af Kong. Albrecht for de tydske Stæder med Hensyn til Skaane, der skulde træde i Kraft, naar dette Land faldt i hans Hænder[1], og paa det sidste bleve Skibshøvedsmændene udnævnte[2]. Tre Dage forud, den 12te Marts, afgav de jydske Herrer, til hvilke nu ogsaa flere, der ikke nævnes i den første Tractat, havde sluttet sig, en Forsikkring om at ville staa Hertug Henrik af Jylland og hans Medhjelpere bi til at forsvare deres Privilegier, og ikke slutte Fred med Valdemar uden Hertugens Samtykke, og førend de havde skaffet ham Langeland. Saaledes seer man, at ogsaa denne Fyrste, der i Aaret 1364 var efterfulgt sin Fader Hertug Valdemar, og hvem man ellers kun hører meget lidet til, havde sluttet sig til den store Coalition[3]. Hermed vare nu Forberedelserne færdige. Fejdebrevene, der skulde være indleverede i Lübeck til den 19de Marts, bleve formodentlig kort efter oversendte til Kong Valdemar.

67. Hansestædernes Krig med Danmark og Norge. Ufordeelagtige Fredsslutninger.


Hansestædernes Krigserklæring synes, merkeligt nok, at være kommen temmelig uventet paa Kong Valdemar. Eller om han end havde haft nogen Anelse om at der var et fjendtligt Foretagende i Gjere mod ham, har han dog neppe forestillet sig, at Fjenderne vare saa mange og saa farlige. Og allermest maa den jydske Adels Opstand have foruroliget ham, thi han kunde ikke vide, hvor vidt dens Forgreninger strakte sig, og om den ej ogsaa vilde udbrede sig til andre Dele af Riget. Kort at sige, han fandt det raadeligst at forlade Landet, hvad enten han nu ikke følte sig ret sikker i sit eget Rige, eller troede at kunne gjøre større Gavn ved at søge Hjelp hos tydske Fyrster. Med en stor Skat Penge og Kostbarheder drog han lige under Paasken i al Stilhed over til Pomern, derfra til Brandenburg, hvor en stor Deel af hans Rigdomme bleve ham fratagne – man veed ikke ret hvorledes – opholdt sig ogsaa en Tid i Bayern, og kom ikke tilbage, førend efter fire Aars Forløb[4].

  1. Idetmindste bestemtes det paa foregaaende Mode i Lübeck, at ei saadant skulde fremlegges, Lapp. Sart. II. S. 616.
  2. Sammesteds, S. 617–621.
  3. Huitfeldt, S. 542, Suhm XIII. Originalbrevet, hvoraf Huitfeldt leverer Uddrag, lader til at være tabt.
  4. Om Valdemars Reise til og Ophold i Tydskland, see fornemmelig Grams „Forbedringer“ S. 168–179. Vi opholde os ikke synderligt derved, da hans Foretagender i Tydskland ere Norges Historie aldeles uvedkommende. Det er