Før sin Afreise beskikkede han Drottseten Henning v. Putbusch, en af sine ældste og paalideligste Tjenere, til „Rigets Høvedsmand“, og gav ham og Rigsraadet Fuldmagt til at underhandle og gjøre Forliig med Stæderne. Om der ogsaa blev sendt Fejdebrev til Kong Haakon i Norge, er uvist, men det synes rimeligt, med mindre at Stæderne allerede betragtede sig som værende i Feide med ham. Forøvrigt kom Krigserklæringen meget ubelejligt for de tydske Kjøbmænd i Bergen, der fandt det yderst betænkeligt at drage bort, og heller vilde, at man ikke skulde have ladet det komme til saadanne Yderligheder. Det lader desuden til, at den egentlige Befaling til dem, om at have rømmet Byen inden 1ste Mai, kom noget vel sildigt, saa at de ikke fik tilbørlig Frist. Man har endnu Concepten til et Brev, som de i den Anledning tilskrev eller vilde tilskrive Raadet i Lübeck, sandsynligviis medens de, efterat have forladt Bergen, laa med Flaaden i Øresund. Heri beklagede de sig højligen. „Eders Agtbarhed skal vide“, skrev de, „at vi have faaet Eders Brev, hvori I befalede os at rømme Norge St. Valdborgs Dag. Dette Eders Brev kom os umaadeligt hastigt paa, uden nogensomhelst foregaaende Advarsel; og I maa vide, at vi have lidt en stor og drabelig Skade; vi maatte nemlig give de Skibe, der førte Kjøbmændene fra Landet, og som vare fragtede i Flandern og England, vel halvfjerdetusinde Mk. lybsk, og endda havde vi ikke mere at afslibe deri end vore egne Personer, og maatte sejle tomhændede fra Landet, medens der allerede var en Mængde Varer undervejs til Bergen, ikke mere end 20 Mile borte, hvilke Kjøbmændene nu ikke kunde afvente formedelst Eders strenge Befaling. Allerede heri er der skeet Kjøbmændene en Skade af mindst 30000 Mk. lybsk, og endda er dette en ubetydelig Skade imod den anden, vi have lidt, idet vi have maattet rømme Landet og mangen Mand har mistet alt sit Gods, Mange det halve, og denne
allerede ovenfor nævnt, at Detmar (og efter ham Corner) sandsynligviis forvexler hans tidligere Reise til Tydskland 1363 med denne. En enkelt Annalist vil vide, at Kongen reiste bort af Frygt for at blive forgivet. At han vistnok blev overrasket, og neppe ventede en saa farlig Krig saa snart, synes man at kunne slutte deraf, at han om Sommeren 1367 havde affattet en heel Deel tydske Krigsfolk, som han havde hast i sin Tjeneste fra det foregaaende Aars Michelsdag. Gram, l. c. 166, Suhm, XIII. 591. Dersom det er sandt, hvad der almindeligviis fortælles, at Kong Valdemar ved Modtagelsen af Stædernes 77 Fejdebreve skulde have svaret med de haanlige Ord: „Seven unde seventy Hensen“ o. s. v. da maa det i alle Fald været skeet førend han erfarede at Jyderne og de holstenske og mecklenburgske Fyrster vare med i Forbundet. Vistnok henføres dette Svar af Annalisten (Scr. r. D. III. til Krigen i 1361, men dertil passer det ej, thi det var ikke da, at alle de 77 eller rettere 80 Stæder forbandt sig imod ham. Dagen for hans Afreise angives at være Skjerthorsdag den 6te April.
