demar har faaet tilvejebragt imod ham[1]. Saavel i Danmark som i Norge var man kommen til den Overbeviisning, at det var raadeligst af slutte Fred, endog med Opoffrelser. Det danske Raad maatte befrygte, at i en fortsat Krig vilde hele Landet omsider falde i Tydskernes Vold. Kong Haakon maatte ønske at faa frie Hænder til atter at kunne legge al sin Kraft paa Faderens Befrielse, og Norges Indbyggere have vel ogsaa tilfulde følt Ulemperne af en Tilstand, der truede deres Kyster med Ødeleggelser, og afskar den sedvanlige Tilførsel af udenlandske Nødvendighedsartikler; thi vel heed det, at de Flamske og Engelske benyttede sig af Lejligheden til at fore sine Varer til Norge, men det var ikke et Øjebliks Verk at bringe Handelen til at gaa andre Veje, end den, som nu i mere end et Aarhundrede havde været den sedvanlige, og den nye Tilførsel kunde vel neppe erstatte den regelmæssige fra Tydskland, der med alle sine Ulemper for Norge dog nu engang var den, hvortil Indbyggerne havde vænnet sig. Paa Hansedagen i Lübeck ved Midfaste 1369, hvor Deputerede saavel fra de preussiske og liflandske, som fra de nederlandske Stæder samlede sig med de vendiske, var der allerede Tale om Fredsunderhandlinger med Norge, idet der bestemtes, at der fra Lübeck skulde sendes Gesandter til Norge med Fuldmagt til at bringe Sendebud derfra med tilbage under Lejde, for at underhandle med dem. Ligeledes vedtoges der et Møde med Kong Valdemar i Demmin til 15de April, medens Hertug Albrecht og Grev Henrik befuldmegtigede Stæderne til, naar Paasken var over, at meddele Gesandter fra Hertugen af Lüneburg og Saxen Lejde til at drage til Danmark og hente danske Raadsherrer med sig, ligeledes for Underhandlingers Skyld. Altsaa maa der idetmindste fra norsk Side været givet tilkjende, at man ønskede en Forlængelse af Stilstanden. Da Deputerede fra de vendiske Stæder, saasom Kulm, Elbing og Kampen den 3die Mai atter samlede sig i Wolgast, indfandt sig her en Gesandt fra Kong Haakon, der nævnes ikke hvilken, som modtog et Brev, hvorved det overlodes til ham selv, om han
- ↑ Der tales i denne Tid om en Fejde mellem Albrecht af Mecklenburg og de forpommerske Hertuger Wartislav og Bugislav, (Detmar, ved 1368, S. 291,) ligeledes om et Angreb paa Mecklenburg af Hertug Magnus af Braunschweig, hvis Datter i 1369 var bleven gift med Hertug Erik den yngre af Saxen, (dennes Fader, den ofte omtalte Hertug Erik, Kong Valdemars stadige Forbundsfælle, var da just død i Kalundborg). (Detmar, sammesteds). Henrik af Mecklenburg, Albrechts Søn, klagede til Hansedagen i Stralsund, October 1369, over at Lüneburgerne i Hertug Eriks Lejr og Territorium, endogsaa i og udenfor Ratzeburg, brendte og plyndrede saavel hans, som Grev Henriks Landskaber (Lappenbergs Sartorius II. 664). I 1369 gjorde ogsaa Markgrev Otto af Brandenburg et Angreb paa Mecklenburg.
