efter den gamle Aftale vilde afgive Møde i Øresund eller ved Hæren[1]. Stilstanden var egentlig allerede udløben ved Paaske, den 1ste April, men uden at dog Fjendtlighederne endnu synes at have været fornyede. Kong Haakon valgte ingen af Delene, men besluttede i et Raadsmøde paa Baagahuus den 19de Mai, hvor Biskoperne af Oslo og Hamar, Hr. Jon Hafthorssøn og flere andre Riddere og Svene vare tilstede, at sende Gesandter lige til Tydskland. Formodentlig var dette dog skeet efter Overlæg med de tydske Sendebud, maaske netop den føromtalte Borgermester Hermann v. Osenbrügge. Til Gesandter valgte han den svenske Ridder Hr. Fjellar Piik, Excantsleren Provst Peter Erikssøn, Laurents Bjørnssøn, Høvedsmand paa Baagahuus, og Gaute Erikssøn, og meddelte dem den behørige Fuldmagt til at indgaa.Trygd og Stilstand paa hvilkensomhelst Tid de maatte bestemme; til Sikkerhed blev Fuldmagtsbrevet ogsaa beseglet af de øvrige tilstedeværende Herrer[2]. Det lader dog ikke til at Gesandterne strax kom afsted, hvad der nu kan være kommet i Vejen, thi der tales intet om deres Nærværelse eller overhoved om Underhandlinger med Norge paa en Hansedag, der holdtes i Lübeck den 13de Juli. Men hvilke Hindringer der nu end kunne være indtraadte, maa de dog i Sommerens Løb være blevne fjernede, thi ej længe efter hiin Hansedag, den 3die August, blev Stilstanden afsluttet i Lübeck og Bekjendtgjørelsen derom udstedt saavel af Stædernes Befuldmegtigede, som af de føromtalte norske Gesandter, paa Fjellar Piik nær. Stilstanden blev indgaaet med alle Stæderne fra bemeldte Dag indtil næste Aars St. Hansdag, dog saaledes, at der imidlertid til førstkommende Pints skulde holdes et Møde paa Baagahuus mellem Kongen og hans Raad paa den ene Side, og Deputerede fra Stæderne paa den anden, for at slutte en endelig Fred; og kom endog saadan Fred da ej istand, saa skulde dog alle Borgere og Kjøbmænd i Stæderne med deres Tjenere nyde fuldkommen Fred i Norge et heelt Aar fra hiin St. Hansdag 1370 til den paafølgende; de skulde ogsaa i den Tid nyde alle de Friheder og Privilegier, der nogensinde havde været dem forundte af Kongen selv, hans Fader og hans Forfedre, ligesom ogsaa Kongen skulde erstatte Kjøbmændene de ved deres Bortflytning udestaaende Fordringer, hvilke Kongen eller hans Undergivne havde tilegnet sig. Dette var Betingelser, som vistnok maa kaldes haarde, men dog i sig selv ikke var anderledes end man maatte vente sig dem rinder de nærværende Omstændigheder. Ved Gesandternes Hjemkomst blev derfor ogsaa Stilstands-Overeenskomsten fuldstændigt ratificeret af Kong Haakon ved tvende Breve, som han den 5te September
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/836
Denne siden er korrekturlest
818
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.
