vel ikke Sted til den bestemte Tid, men drog sig hen til langt ud i det følgende Aar; alligevel bleve Fredsbetingelserne allerede nu satte i Kraft, eller rettere de vare det allerede fra den første Overeenskomst i November 1369, saa at man kan regne, at Freden mellem Danmark og Stæderne nu endelig var gjenoprettet. Besynderligt nok er det, at man hører saa lidet til de forbundne Fyrster ved disse Underhandlinger, uagtet jo dog Stæderne havde forpligtet sig til, ikke at slutte nogen Separatfred, og Kong Albrecht desuden ifølge Forbundstractaten havde Fordringer paa Skaane, hvis Slotte og Hereder nu bleve stillede til Stædernes Disposition. Man maa næsten formode, at Hertug Albrecht har fundet det raadeligst, at give sit Samtykke til Separatfreden, siden der endog Pintsedag den 2den Juni blev oprettet en egen Overeenskomst mellem det danske Rigsraad og Staden Rostock[1], hvorved det bestemtes, hvor vidt Rostockerne skulde kunne gaa i at understøtte deres retmæssige Herrer, Hertugerne af Mecklenburg, i Krigen mod Danmark, uden at det skulde ansees som et Fredsbrud. Hertugen havde vel indseet, at de vidtudstrakte Planer, som man havde lagt til Danmarks Erobring og Sønderlemmelse, ej kunde lade sig udføre, og fandt det vel ogsaa under Kong Valdemars fremrykkede Alder, og især nu, da det maaskee kunde være et Spørsmaal, hvorvidt han nogensinde kom tilbage til Landet, eller da han i alle Fald maatte tænke paa at bestemme sin Efterfølger, raadeligst at antage en fredeligere Holdning imod Danmark for at berede sin unge Sønnesøn, der tillige var Valdemars Dattersøn, Vej til Tronfølgen. Desuden var han vel formeget beskjeftiget med Feiden mod Brandenburg, til at kunne udrette synderligt paa andre Kanter. I det følgende Aar blev der virkelig sluttet Fred og Overeenskomst om Tronfølgen mellem Valdemar og Hertug Henrik[2], og formodentlig var der allerede hemmeligt indledet Underhandlinger derom, da Stæderne indgik Freden. Men med Holsterne og de jydske Herrer vedvarede Fejdetilstanden endnu. Imidlertid nærmede Pintsen sig, da det berammede endelige Fredsmøde skulde holdes paa Baagahuus mellem den norske Konge og Raad samt Stædernes Befuldmegtigede. Begge Parter indfandt sig til den bestemte Tid, den 2den Juni[3]. Med Kongen fulgte Biskoperne af Stavanger, Oslo og Hamar, saavelsom Titulærbiskopen af Linkøping, Broder Gottskalk, Agmund Drottsete, Erik Ketilssøn Marsk, Ridderne Jon
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/840
Denne siden er korrekturlest
822
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.
