lingerne ledede ikke til andet, end at en ny Dag blev tagen til førstkommende Laurentsvake (10de August), og en Stilstand indgaaet, der skulde vedvare indtil 14 Dage derefter; til hiin Dag skulde Kongens Befuldmægtigede „ride op til Sverige“, og dagthinge „med Kongens og Rigets Fjender“ om Kong Magnus’s Udløsning og Fred mellem Rigerne. Altsaa var Stedet, hvor der skulde underhandles, og som ikke udtrykkeligt angives i de Breve, der om denne Sag endnu forefindes, heelt oppe idet øvre Sverige. Saasnart Kongen var kommen tilbage til Baagahuus, den 12te Juli, udnævnte han sine Sendebud, aatte i Samt„ nemlig Hr. Jon Hafthorssøn, Hr. Erik Ketilssøn, Hr. Jon Hjerne, Laurents Bjørnssøn, Haakon Jonssøn, Henrik Michelstorp, Kolbjørn Ketilssøn og Ulf Jonssøn (Blaa), og gav dem behørigt Fuldmagtsbrev, beseglet af de tre ovennævnte Biskoper, Drottseten, Hr. Narre, Lodin Eivindssøn og Gaute Erikssøn[1]. Men da han vilde være rede til, strax at aabne Fjendtligheder eller modtage en fjendtlig Hær, hvis denne Dagthingning ikke havde bedre Udfald end den foregaaende, lod han kun faa Dage efter, den 19de Juli, fra Marstrand, Befalinger udgaa til Almuen idetmindste i de nærmeste Fylker om at holde sig krigsfærdig Nat og Dag, for paa første Bud at kunne drage ned til Kongen og samle sig under hans Banner. Det er ved dette Krigs-Udbud, at den Forandring i Ledingspligtens Opfyldelse, som vi ovenfor have omtalt, allerførst vides at have været gjort gjeldende. „Vi byde Eder“, heder det, „at I er tilrede med Eders Heste og Vaaben til Rigets Vern og Eders egen Fred og Frelse, saa at hver fem Bønder udruste den sjette med en god Hest, Vaaben og Kost, og sidder saaledes ferdige Nat og Dag til at fare syd til os, naar I faa nærmere Bud. Vore Ombudsmænd og Sysselmænd byde vi at nevne de Mænd og Heste til denne Ferd og Rigets Vern, som de under sin Eed og Redelighed ansee for de tjenligste, og vi byde dem, der blive opnevnte, enten til at fare eller til at skaffe Heste og Vaaben, at holde sig vore Ombudsmænds Tilsagn efterrettelige, saafremt enhver af dem, der i en for Landet saa magtpaaliggende Sag som denne unddrager sig fra at opfylde sin Pligt, ikke vil lide den Straf derfor, som Loven foreskriver for alle dem, der hindre Kongens Krigsferd. Men skulde en saa stor Hær – som Gud forbyde – angribe Landet, at hele Almuen behøves, da skal der opskæres Hærør og sendes om baade til Lands og Vands, efter Lovens Bud, og da skulle alle være rede til at vende sig did, hvor det mest behøves, under den af Loven bestemte
- ↑ Fuldmagtsbrevet er meddeelt i Paraphrase hos Huitfeldt, S. 548, Suhm, XIII. 674.
