Spidsen for dem alle nævnes Biskop Nikolas af Linkøping. Blandt de øvrige var der maaskee flere, som tidligere havde hyldet Kong Albrecht. Denne havde begivet sig over til Tydskland, formodentlig for at undgaa den truende Fare og søge Hjelp hos sin Fader[1]. Opstanden maa have grebet overmaade hurtigt om sig, thi endnu i November 1370, da Kong Albrecht var i Søderkøping, lader det til at alt var roligt, medens allerede i den første Halvdeel af April en heel Insurgenthær nærmede sig Stockholm, og slog Lejr ved Eedsviken, kun lidt over en Miil derfra. Marsken Karl Ulfssøn, Benedict Philipssøn, Bo Jonssøn og mange andre af Kong Albrechts Raadsherrer og Tilhængere vare inde i Staden. At de alvorligt frygtede en Belejring, sees noksom deraf, at de tilligemed nogle af Stadens fordetmeste tydske Borgere paa de øvriges Vegne begav sig ud i den fjendtlige Lejr, for ved Underhandlinger at afvende Faren. Det lykkedes dem ogsaa den 15de April at bringe en Overeenskomst til Veje, ifølge hvilken der skulde være en Stilstand mellem begge Parter til førstkommende Pints (25de Mai) og siden efter i fire Uger fra Opsigelsesdagen. Om endog Kong Albrecht eller hans Fader før Tidens Udgang kom til Stockholm, skulde dog Stilstanden overholdes, og Kong Magnus imidlertid behandles hederligt og mildt, og ikke bringes bort fra Stockholm enten til Lands eller til Vands[2].
- ↑ I Overeenskomsten af 15de April staar der udtrykkeligt, at Kong Albrecht var dragen af Landet, og at han og hans Fader samt deres Hjelpere muligviis kunde komme tilbage inden Stilstandens Udgang.
- ↑ Det herom oprettede Document, der endnu findes i det svenske Rigsarchiv, er aftrykt i Styffes Bidrag, No. 44, S. 131–133. Det er her af megen Interesse, at merke sig Navnene paa de Herrer, der her fra begge Sider optrede som Contrahenter, thi man faar derved en god Oversigt over, hvilke der stod paa Magnus’s og hvilke paa Albrechts Parti; blandt de første, der her handlede i Egenskab af svenske Mænd, ville vi siden møde ikke faa, der senere spillede en betydelig Rolle i Norge, og om de endnu ikke vare, saa dog siden bleve Nordmænd. Som Repræsentanter for Insurgenterne eller Magnus’s Tilhængere nævnes Biskop Nikolas af Linkøping, Hr. Erik Ketilssøn, Nanne Arnbjørnssøn (Sparre), Jon Uddssøn (i norske Breve Oddssøn, Oddessøn), Magnus Sture, Knut Algøtssøn, Byrge Thuressøn, Ulf Jonssøn Mon Hafthorssøns Søn), Ulf Holmgeirssøn, Ragnvald Philipssøn, Fjellar Piik, alle Riddere, og følgende Svene: Ulf Jonssøn (Blaa), Axel Ketilssøn, Tubbe Erikssøn, Baard Eivindssøn, Jon Gregoriussøn, Klement Peterssøn, Peter Israelssøn, Benedict Nikolassøn, Gynter, Peter Broderssøn, Jon Martinssøn, Anund Hatt, Thure Erikssøn, Gøtstav Laurentssøn, Abraham Andressøn, Olaf Sveinssøn, Alf Haraldssøn, Henrik Michelstorp. Paa Albrechts Side optrede Ridderne Karl Ulfssøn, Magnus Gislessøn, Benedict Philipssøn, Stephan Ulfssøn, Anund Jonssøn, Benedict Nikolassøn, Magnus Haakonssøn, Nikolas Gedde, Steen Benedictssøn, Bo Bosøn, og Svenerne: Bo Jonssøn Generalembedsmand, Arnvid Gøtstavssøn, Finnvid Finnvidssøn, Magnus Finnvidssøn, Magnus
