Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/863

Denne siden er korrekturlest
845
1364. Guido de Cruce pavelig Nuncius, i Norden.

cese for Aarene 1357–62[1]. Under sit Ophold i Tunsberg havde han en Conferens med Kong Haakon angaaende det allerede før omtvistede Spørsmaal, hvorvidt de kongelige Capeller og Klerker skulde være fritagne for at betale Pavetiende, og han skal have erkjendt, at“de ej dertil vare forpligtede, thi Aaret efter, da Kong Haakon var i Danmark (s. o. S. 770) lod denne fra Aalborg den 8de Juni udgaa et Brev til hine Abbeder og de øvrige af Nuncien beskikkede Undercollectorer i Norge, hvorved han under Trusel af at miste deres Friheder og Privilegier forbød dem at kræve Tienden af disse Capeller eller Personer, paaberaabende sig udtrykkeligt hiin Erkjendelse af Nuncien[2]. Guido synes nu at have opholdt sig i Sverige indtil hen i 1367, beskjeftiget med især at indkræve Rumaskatten, medens der ikke erfares, at han fik noget af den nye Treaarstiende. Den 22de Juli 1366, altsaa endog efterat Kong Magnus var tagen til Fange, modtog han i Uppsala af Erkebiskop Peter 844 Mk. sv. i Afdrag paa hans og Dronning Blanches Gjeld. Saaledes stod der nu neppe saa meget tilbage. Fuldstændigt blev vel Gjelden neppe nogensinde betalt, thi ellers vilde ikke Gjeldsbrevene og det tilhørende Adkomstbreve endnu den Dag idag findes idet pavelige Archiv; men i de Beretninger og oplysende Documenter, der fra den Tid ere levnede os, høre vi dog ikke mere om den. Magnus’s Fangenskab og Afsettelse i Sverige – hvortil, som vi have seet, hans Excommunication endog havde været anført som Grund, uagtet Paven ikke betragtede ham som excommuniceret – den langvarige Krig, flere af Cautionisternes dødelige Afgang: alt dette tilsammen bidrog vel til at det pavelige Kammer omsider satte denne Gjeldspost blandt de uerholdelige. Forresten høre vi intet videre om, hvorledes Kong Magnus og Haakon, hans Søn og Arving, affandt sig med Cautionisterne, der havde maattet betale. Strax efter at være sluppen ud af Fangenskabet, den 27de September 1371, pantsatte Magnus med Haakons Samtykke Kongsgaarden Aaranes i Vestergøtland til Biskop Nikolas af Skara for et før Fangenskabet af denne erholdt Laan paa 1000 Mk. sv. Maaskee dette har været Biskopens Cautionsudlæg. Isaafald har Kongen maattet udstede flere slige Gjelds- og Pantebreve[3].

  1. Celses Bullarium S. 129. At Guido par i Tunsberg September 1365, kan sluttes af Kong Haakons Brev, som omtales her næst nedenfor, thi Kongen siger her, at Guido var personligt sammen med ham i Tunsberg, nu kan dette alene have været i 1364, da Guido efter dette Aar ej mere var i Norge, og den eneste Tid, Kong Haakon l Løbet af 1364 opholdt sig i Tunsberg, var l September, da han den 22de stadfæstede Mariekirkens Rettigheder, Dipl. N. V. 250.
  2. Dipl. N. I. 386.
  3. See ovenfor, S. 380.