Brev kunde see, og at disse hans Handlinger maatte være at ansee som ugyldige og stridende mod hans Eed“[1]. Mere hører man ikke til ham. Det forholder sig ganske rigtigt saaledes, at hans Embedstid ikke varede stort mere end et Aar, thi hans Eftermand Jakob, ogsaa en pavelig Pønitentiar og Dansk, udnævntes ved Provisionsbrev af 7de April 1372, og Benedict er saaledes vel død sidst i 1371.
Det er ovenfor nævnt, at Erkebiskopen og alle Norges Biskoper deeltog i det større Raads- eller Hirdmøde, der om Sommeren 1370 holdtes paa Baagahuus i Anledning af Fredsslutningen med Hansestæderne. Dog seer man, at hverken Erkebiskopen eller Biskop Benedict endnu vare tilstede, da Freden eller Stilstanden sluttedes, thi ellers vilde de have beseglet Stilstandsdocumentet, derimod var de den 19de Juli i Marstrand, hvor ogsaa „mange andre gode Mænd, baade læge og lærde“ vare forsamlede hos Kongen, og hvor der efter al Sandsynlighed har været raadslaaet om den forestaaende Krig med Sverige, siden det er netop fra dette Møde, at Kongen lod udgaa det Bud til forskjellige Landskabers Indbyggere om at holde sig ferdige til at drage i Felten paa første Vink, hvorom vi ovenfor have berettet. Muligt, at de ogsaa deeltoge i den Sammenkomst med de svenske Gesandter, der kort forud blev holdt i Ljodhuus. I alle Fald maa dog Erkebiskopen og Biskop Benedict være indtrufne senere end de andre Biskoper, saa at de ej fik deeltage i Fredsunderhandlingerne. Dette lader sig for Erkebiskopens Vedkommende meget godt forklare deraf, at han for Bekvemmelighedens Skyld kan være dragen den hele Vej fra Throndhjem til Søs og undervejs er bleven længere opholdt af Modvind, end han havde beregnet. Men hvad Benedict angaar, er det ikke usandsynligt, at han netop nu var ankommen lige fra Curien, og saaledes endnu ikke havde tiltraadt sin Biskopsstol[2]. At der ved denne Lejlighed, da alle Norges Biskoper vare forsamlede, tillige særskilt blev raadslaaet om kirkelige Anliggender, med andre Ord holdt et Provincialconcilium, synes man at burde kunne antage, men der meldes, som sagt, intet udtrykkeligt derom. Erkebiskop Olaf, der nu maa have været en meget gammel Mand, er neppe mere vendt tilbage til Nidaroos, men forbleven i det sydlige Norge, sandsynligviis i Oslo, siden han ogsaa i det følgende Aar ved St. Hanstider fulgte med Kongen og andre Raadsherrer til det Møde, som da holdtes
