hvilken ogsaa beklædte det i 1373[1], og saaledes umuligt kan have været Magister Capellarum lige siden 1342. Til den langvarige Strid mellem Magister Capellarum og Biskopen hører man intet mere, med Undtagelse af den nysnævnte Antydning til, at Chorsbrødrene ved Domkirken maa have taget Biskop Benedict det meget ilde op, at han havde udvidet Apostelkirkens Rettigheder; men om de virkelig fik den af ham gjorte Forføjning omstyrtet, som de tilføjede Ord antyde, erfares ikke. Det er forøvrigt øjensynligt, at Apostelkirken og dens Provsts Verdighed som de kongelige Capellers Forstander havde tabt meget af sin Anseelse og var aldeles blevet overfløjet af Mariekirken i Oslo, der sikkert nu var meget rigere, og hvis Geistlige, paa selve Forstanderen nær, allerede siden 1300 endog havde haft højere Rang end Apostelkirkens; der vides nemlig intet om, at dennes Præbendatchorsbrødre havde Ridders Rang og følgelig Herretitel, som Mariekirkens. Og hvad dennes Provst angaar, da gav Cantsler-Embedet, som han i Reglen skulde beklæde, ham i Virkeligheden langt anden Betydning og Indflydelse, end Magister Capellarum udøvede ved sin halvbiskopelige Verdighed. Imidlertid have vi seet, at Kongerne nu stundom undlod at besette Cantsler-Embedet. Hr. Peter Erikssøn, hvilken vi finde som Provst ved Mariekirken fra 1353 af, beklædte Cantsler-Embedet fra 1355 eller idetmindste fra 1358 af indtil 1364, men mistede det igjen fra dette Aar af, og det endog, som det næsten skulde synes, mod sit Ønske, uden dog derfor, som det lader, at have tabt noget i Kongens Naade eller Tillid, thi han fik fordeelagtige Bevillinger for sig og Kirken, og Kongen betroede ham i 1369 det vigtige Hverv at drage til Tydskland som Formand for det Gesandtskab, der skulde underhandle om Stilstand med Stæderne. Det sidste, man har fra Peter Erikssøns Haand, eller overhoved hører fra ham, er fra 24de Januar 1370, da han opholdt sig paa Hamar og skjenkede sin Frænde og Sven Nisse Bjørnssøn endeel Jordegods og rede Penge, som det synes i Anledning af dennes forestaaende Giftermaal[2]. Men dette var ikke som noget Testament, eller fordi han følte Døden nærme m„ tvertimod yttrede han udtrykkeligt i Gavebrevet, at han endnu haabede at modtage flere Beviser paa Nisses Huldskab og Troskab. Dog levede han ikke længe efter og døde formodentlig endnu i det samme Aar, thi allerede i Januar det følgende Aar 1371 omtales han som død[3]. Kong Haakon begunstigede Mariekirken ikke mindre end
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/870
Denne siden er korrekturlest
852
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.
