for første Gang nævnt ved hans Side i de Ansøgninger, han derfra indgav til Paven, bliver det ikke saa usandsynligt, at han da først hentede hende til sig, og at dette endog har staaet i nogen Forbindelse med den Overdragelse af Vardbergs Slot til Kong Valdemar, som kort efter fandt Sted. Disse Par Aar mere eller mindre gjøre dog lidet til Sagen. Hun kom dog saa tidligt til Norge, at hendes hele Udvikling fra Barn til voxen Kvinde først kan siges at være foregaaet ved Kong Haakons Hof, eller i Fru Mæretas Huus, deels i Norge, deels i Sverige; hun voxte saaledes op og udviklede sig alene under norske og svenske Omgivelser, og hendes hele Væsen og Personlighed, endog hendes Sprog, maa derved have antaget Præget af den halv norske, halv svenske Nationalitet, som nu var eget for de norsk-svenske Kongers Hof og formodentlig det hele Aristokratie isærdeleshed i Norge. Man maa i Sandhed kalde det en merkelig og betydningsfuld Tilskikkelse, at den Fyrstedatter, som siden forenede hele Norden under sit Herredømme, skulde være dansk af Fødsel, men blive opdragen og modtage sin egentlige aandelige Udvikling i Norge og Sverige. Var nogen Kvinde kaldet til at udføre et saadant Verk, maatte det vel være hende. Men i denne hendes første Ungdomstid, ogsaa længe hendes Fader levede, og der saaledes ingen Anledning var for hende til at gribe ind i Danmarks Anliggender, hører man, som sagt, kun lidet om hende. Efterat hendes Opdragelse var fuldendt, og hun indtog Pladsen ved sin Mands Side som regjerende Dronning, synes hun at have haft sit stadige Tilhold i Oslo, eller vel snarere paa Akershuus, der nu var den egentlige Hofborg, men betragtedes som hørende til denne Stad[1]. Her fødte hun mod Slutningen af 1370, altsaa i sit attende Aar, sin Søn Olaf til Verden. Om hans Fødsel gik der det Sagn, som en af de islandske Annaler har opbevaret, nemlig at Kong Olaf den hellige aabenbarede sig for hende under Smerterne og talte saaledes til hende: „om du vil overstaa denne Sygdom, da skal Kong Haakon sverge den Eed, at han skal holde den Lov, som den hellige Kong Olaf holdt, og naar Drengen er syv Aar gammel, skal han bringes til Nidaroos, og han skal der oplæres“[2]. Da disse Ord vare talte, heder det, vaag-
- ↑ Dette sees, foruden af hvad der her nedenfor anføres, ogsaa af Margretes fra Akershuus til Kong Haakon skrevne Brev, der er trykt i Dipl. N. I. 409, og der gisningsviis henført til 1370, men som vistnok rettere bør henføres til et senere Aar, da Dronningen selv havde overtaget den egentlige Hofstyrelse i i Kongens Fravær, hvilket vi ej finde Spor af i 1370.
- ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 322, jvfr. ovenfor S. 830.
kon. Og følgelig kan det heller ikke være andet end det sidste, som A og G mener, medens det er tvivlsomt, hvad N, der har 1364, og I, der har 1365, sigte til.
