Denne siden er korrekturlest
70
Magnus Erikssøn.
der rasede mellem Kongens og Hertugernes Tilhængere, ikke strax at have kunnet hevne Skaden, og det saameget mindre, som det vigtige Viborg Slot endnu fremdeles var i Kong Byrges eller hans Mænds Besiddelse, og selv efterat han var forjaget og Magnus Erikssøn tagen til Konge vedblev at være det, saa at man i længere Tid maatte underhandle med Befalingsmanden om at overgive det mod en vis Sum Penge, hvorpaa denne dog ikke .synes at have indladt sig, førend efterat Kong Byrge var død, og Overgivelsen saaledes ej medførte noget Troskabsbrud[1]. Det er muligt, at
- ↑ See Breve i Dipl. Sv. No. 2257–2259, hvoraf man erfarer, at Underhandlinger om at tilbagekjøbe Viborg Slot, hvis Befalingsmand heed „Effler“, begyndte allerede i 1320, og overdroges paa Kongens Vegne til Peter Jonssøn Hak, Ernelius Ketilbjørnssøn og Sune Jonssøn. Brevet af 11te April 1321 (No. 2291) viser, at Biskop Karl af Linkøping forstrakte Sum Jonssøn og Peter Hak med 500 Mk. Peninge til Slottets Indløsning, imod at det skulde holdes ham til Haande, indtil hine Udlæg var blevet ham godtgjort, og ved Brev af 3die Juni derefter (No. 2303) forbinder Peter Hak sig til at modtage det i Kongens og Rigets Navn, for siden at oplade det, naar han havde faaet sine Udlæg godtgjorte. At Modtagelsen kort efter maa have fundet Sted, see vi deraf, at Russerne belejrede det i 1322, og at Peter Hak nævnes i Fredstractaten 1323 som dets Befalingsmand. Vistnok er det af Hildebrand i dennes fortrinlige Afhandling om Grændsetractaten 1323 (kgl. Vitterhets-Historie og Antiquitetsacad. Handl. XX. S. 175) antaget, at Viborg 1320 og 1321 var i Russernes Vold, og at Befalingsmanden, Effler, var en Russer. Men for det første er Effler, Efflerus, snarere et tydsk, end et russisk Navn; for det andet maatte det i de novgorodske Annaler, der for disse Aar ere meget nøjagtige, have været omtalt, at Viborg Slot, der endnu i 1316 tilhørte Kong Byrge, først var blevet erobret af Russerne, og derpaa igjen fravundet dem ved Befalingsmandens Forræderi, eftersom dette vilde have været Begivenheder af yderste Vigtighed; men der findes ikke et Ord derom, ja ikke engang den fjerneste Antydning. Nu veed man af tidligere Breve, at Viborg hørte til Kong Byrges Deel af Riget, og neppe nogensinde var i Hertugernes Verge. Ved Byrges Løsladelse i 1308 (see ovenf. IV. 2. S. 463, jfr. Dipl. Sv. 1577) bestemtes det vel, at Viborg Slot skulde tilfalde Hertug Valdemar, men det tillagdes udtrykkeligt, at hvis Befalingsmanden ej godvillig overgav det, skulde Byrge selv tvinge ham dertil. At det ogsaa gik, som man synes at have anet, og at Befalingsmanden ej overgav det, maa man slutte deraf, at det senere, ved Freden i Helsingborg 1310, udtrykkeligt bestemtes, at det skulde tilhøre Byrge; og at det, som sagt, med tilhørende District adlød ham endnu 1316, sees af Brevet Dipl. Sv. 2067, hvor han 1ste Oct. 1316 giver endeel Forskrifter, samme District vedkommende. Altsaa synes det utvivlsomt, at det var med hans Befalingsmand – maaskee den samme tro Tilhænger, der ej vilde overgive det i 1308, – som man nu underhandlede i 1320 og 1321, hvilket endmere bestyrkes deraf, at det, som ovenfor antydet, dog ej kom til nogen endelig Overgivelse, førend efterat Kong Byrge var død, 31te Mai 1321. Vel synes man at have fortolket det i Brevet af 11te April 1321 om Slottet anvendte Udtryk „in faucibus paganorum situatum“ som om det betegnede, at Russerne havde
