Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/882

Denne siden er korrekturlest
864
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

torde tale til Eder eller ulejlige Eder; dog bad jeg siden Gottskalk[1], at forespørge sig hos Eder, om Eders Mening var, at jeg skulde have saa fuld Myndighed som de andre af Eders Klerker, hvem I have betroet dette Hverv, have haft; og dette, kjære Herre, gjorde jeg, fordi jeg deels vidste mig Embedet mindre voxen, deels ogsaa gjerne vilde vide, hvad der var mig lovligt at gjøre, og hvad ikke. Men siden Gottskalk bragte mig et saa uvenligt Svar tilbage, skal jeg holde mig derfra og ikke befatte mig med noget, som ej maatte være mig tilladeligt og sømmeligt for Gud, for Eder, og for alle gode Mænd; dog vilde jeg gjerne bede Eders Naade om et blidt Svar“. Saavidt man heraf kan see, have Henriks Betænkeligheder, uagtet han ogsaa foregav beskeden Mistillid til sine egne Evner, mest reist sig deraf, at han ikke var vis paa, hvor vidt hans Myndighed skulde strække sig, eller egentlig slet ikke har ønsket at befatte sig dermed, naar han ikke skulde have en Cantslers hele Myndighed, hvilken Kongen derimod netop ikke synes at have villet betroe ham. Imidlertid angrede Henrik allerede, som man tydeligt kan see, at han paa denne Maade havde gjort sig kostbar, thi i det samme Brev skrev han endvidere: „jeg beder Eder for Guds Døds og Eders egen Heders Skyld, at I ej vil være ublid paa mig for nogen min Daarskabs Skyld, eller noget uoverlagt Ord; har jeg haft et huldt Hjerte til Eder, saa lader mig nu nyde Eders Naade derfor; gjører mig saa høj og saa lav i Eders Tjeneste, som Eders Naade finder for godt“[2]. Sagen var vel den, at Henrik gjerne strax vilde blive virkelig Cantsler, og maaskee fandt det under sin Verdighed saaledes at besørge Cantslerforretningerne paa det Uvisse og indtil Videre, hvorved Kongen tydeligt kan sees at have fundet sig mere betrygget, end ved at udnævne en fast Cantsler, som han siden maaskee vilde have Vanskelighed ved at blive af med, om han skulde ønske det. At den godmodige Konge tog Henriks Undskyldninger for Fyldest og atter skjenkede ham sin Naade og Tillid,

  1. Denne Gottskalk kan ikke være nogen anden end Biskop Gottskalk, og vi see saaledes heraf Bestyrkelse paa, hvad der ovenfor er antaget, at han ledsagede Kongen paa Toget til Stockholm. I Brevet staar der efter „Gottskalk“ et nu næsten udslettet Ord, der næsten kunde læses „Biscop“. Sveinaby, nu Sveneby, ligger i Kvilde Hered i Ranrike. Formodentlig havde Henrik ledsaget Kongen til Mødet paa Baagahuus i Juni 1371.
  2. Brevet, skrevet paa Papiir og temmelig afbleget, findes endnu blandt de osloiske Breve i den arnamagnæanske Samling. Aaret angives ej, men da Hr. Henrik begynder Brevet med at fortælle endeel Nyheder. (hvilke vi i det følgende komme til at omtale), og den første af disse er Erkebiskopens Død Dagen forud (den 14de August), er det saaledes vist, at det er skrevet den 15de August 1371.