Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/887

Denne siden er korrekturlest
869
1355–1371. De haandgangne Mænds Stilling.

taget en Kappe frahende; og at alt dette var skeet med Uret, sees deraf, at han blev dømt til at betale hende 8 Mk. i Bøder og give hende Kappen tilbage. Ulykken var, som det synes, den, at Hirdmændenes Myndighed og Pligt til at skride ind ikke nøjagtigt var bestemt, saa at den derved kom til at yttre sig temmelig vilkaarligt, og derfor hørte man ogsaa hyppige Klager over Hirdmændene og deres Huuskarle, saaat Kongerne selv oftere maatte skride ind, f. Ex. Kong Magnus ved sin Retterbot af 18de December 1332, strax efterat han var bleven myndig. Det ligger i Sagens Natur, at alle Sysselmænds-, Fehirde’s- og Befalingsmænds Poster besattes med Riddere eller Hirdmænd, forsaavidt Kongen ikke dertil valgte Geistlige, hvilket idetmindste med Fehirde-Posterne oftere var Tilfeldet. Og Hirdmændene vare da igjen Sysselmændenes Hjelpere. Gjennem disse Organer var det, at Landet regjeredes. Ogsaa udnævntes vel vanskeligt nogen til Lagmand, som ikke tillige var Hirdmand, thi allerede den Anseelse, Embedet medførte, gjorde dette saa at sige nødvendigt. For at kunne blive Lagmand maatte man allerede indtage en Stilling i Samfundet, i hvilket det var uundgaaeligt at blive Hirdmand. Man kan vel trygt antage, at de meest anseede og formaaende Bønder i enhver Bygd, fornemmelig de, der hørte til gamle hedrede Slegter, havde ladet sig optage blandt de haandgangne Mænd. Men derved blev, som vi allerede tidligere have antydet, Kongens Magt overordentlig, thi naar enhver af de indflydelsesrigeste Mænd rundt om i Landet stod under hans særdeles Befaling og var knyttet til hans Person, kunde de øvrige ikke have stort at sige. Man seer tillige, at Retsspørsmaal mellem Mand og Mand nu som oftest afgjordes ved Lagmandens Orskurder, eller ved Lagmandens og fem Hirdmænds Dom, naar en Hirdmand var Part i Sagen. Det vil sige, at Lagmanden afgjorde det egentlige Retsspørsmaal, hvorimod det factiske ved Sagen, eller de særskilt opstaaende Vurderings- og Erstatnings-Spørsmaal, afgjordes af faste svorne Lagrettesmænd, som han selv opnævnte. Kun sjeldnere stevnede man nu, som det lader, til selve Lagthinget, uagtet Lagthingets større Mængde end forhen gjorde dette lettere. Dog mangler der ikke Exempler paa slige Lagthingsstevninger og Laghingsdomme. Saaledes feldte Eivind Asbjørnssøn, Lagmand i Ryfylke, tilligemed hele Lagretten den 22de Junii Stavanger en Lagthingsdom om Gaarden Hovden paa Agder; Tiden, hvori den afsagdes, viser, at dette Lagthing i Stavanger nu var det, der for Beboerne af Ryfylke og Agder traadte istedetfor Gulathing og forhen holdtes paa Agvaldsnes[1]. Den 27de Mai 1351 paastevnedes paa Vors en ved Lagrettesmænds Dom hjemme i

  1. Dipl. N. III. 275.