til Kongen og de Stormænd, der herskede i hans Navn, medens ogsaa disse, allerede for en stor Deel beslægtede og besvogrede med fremmede Ætter, ja endog allerede tællende Udlendinger i sin Midte, neppe vare gjennemtrængte af nogen synderlig Patriotisme i den Betydning, hvori vi nuomstunder tage Ordet, eller havde nogen klar Forestilling om deres Pligt at hevde Fedrelandets Interesser lige overfor de andre Lande og Riger, der kunde staa under den samme Konges Herredømme. Med den hos dem nu indgroede Forestilling, at „Kongen var Staten“, fulgte ogsaa heel naturligt den, at denne Konges øvrige Besiddelser ogsaa hørte til samme Stat, og man betragtede derfor nu Vermeland og Dalsland og indtil 1360 sikkert ogsaa Nordre-Halland som en Deel, om ikke egentlig af Norge, saa dog af Kongeriget, hvorfor man ogsaa seer vermelandske Herrer uden Videre optagne i Kongens norske Rigsraad[1].
Hvad der nu særdeles meget maa have bidraget til denne Svekkelse af Nationalaanden under Foreningen med Sverige, var upaatvivleligt Residensens Forlæggelse til Oslo, Tunsberg eller Baagahuus, hvorved Østlandet, eller Viken og Oplandene, blev den fornemste, toneangivende Deel af Landet, medens Thrøndelagen og Gulathingslagen sank ned til at blive afsidesliggende Provinsdistricter. Thi det var egentlig kun i disse, fornemmelig Thrøndelagen, hvor den norske Nationalfølelse rørte sig kraftigt, eller saa at sige havde sit rette Hjem. Det var egentlig kun der, hvor Befolkningen fra først af kunde siges at være aldeles reen og ublandet norsk. I Oplandene og Viken var den mere eller mindre blandet med den, der boede i de tilgrændsende Dele af Gøtaland; dens Livsvilkaar og Leveviis, endog dens Mundart eller idetmindste Udtalen var mere overeensstemmende med dennes: Overgangen var næsten umerkelig. Viken og Oplandene havde desuden, førend Norge samledes til eet Rige, været langt nærmere forbundet med de gotiske Nabolandskaber end med det Nordenfjeldske. De havde udgjort Dele af Dane- eller Sven-Veldet, og det havde kostet en Kamp af henved 170 Aar at faa dem saa nøje forbundne med det Nordenfjeldske, at de herefter kunde siges at udgjøre eet
- ↑ Som et Exempel herpaa kan et Brev anføres, hvilket Hr. Sigurd Hafthorssøn skrev til Lagmanden i Vermeland, Byrge Djekn, om nogle ham der tilhørende Eiendomme, og som i Dipl. N. I. 308 er henført til 1359, men snarere er yngre end Dronning Blanches Død 1363, siden der tales om Hr. Erik Ketilssøn som Landskabets Bestyrer. Han klager her over, at man havde fradømt ham en ham overladt Gaard, Aamoot, uden at han selv eller Ombudsmand var tilstevnet, som „ret norsk og vermsk Lov fordrede“. Her tales ikke om „svensk Lov“, men alene om vermsk, som om Vermeland kun var et Appendix til Norge.
