Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/896

Denne siden er korrekturlest
878
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

ikke mere synes at have været bunden derved, ligesaalidt som den iagttoges ved de Breve, der tidligere udstedtes under Storseglet af Vinalde Henrikssøn og Hr. Peter Erikssøn. Det maa have været en Foranstaltning, der stod i den nærmeste Forbindelse med Hr. Agmunds Udnævnelse til Drottsete, og maaskee navnlig med den Omstændighed, som vi af Brevene selv synes at kunne spore, at han efter Stilstanden i 1369 ikke længer forblev paa Vestlandet, men opholdt sig hos Kongen i Viken indtil om Sommeren 1371, da Kongen midlertidigt overdrog Seglet til Hr. Henrik Henrikssøn, og tiltraadte sit Tog til Sverige.

72. Kong Haakons Regjeringsvirksomhed.


Efter saaledes at have betragtet Kong Haakons nærmeste Omgivelser og hans Medhjelpere i at udføre Regjeringens Sysler, maa vi kaste et Tilbageblik paa den Maade, hvorpaa han med deres Hjelp udførte disse Sysler og forvaltede Landets indre Anliggender i de 16 haarde Aar, han fra sin Tronbestigelse indtil Faderens Befrielse havde tilbagelagt, forsaavidt de mangelfulde Oplysninger fra de Tider meddele os nogen Underretning derom.

Vi have allerede omtalt den mere omfattende Forandring, som Kong Haakon strax efter sin Tiltrædelse gav for Østerdalen, og som egentlig var en Tillempelse for dette Landskab af de Bestemmelser, hans Oldefader Kong Haakon som Hertug havde givet for en stor Deel af Oplandene. Heraf kunne vi vistnok med temmelig Sikkerhed slutte, at han paa denne sin Reise gjennem Oplandene ogsaa har givet flere Anordninger, deels af almindeligt, deels af særskilt Indhold, og vi maa beklage, at ikke flere af dem ere komne til vor Kundskab. Thi ligesaavel som denne Forordning for Østerdalene ikke har fundet sin Vej i Tillægget til nogen af de mange Lovbøger fra hine Tider, som endnu ere til, ligesaavel kunne ogsaa andre, mere eller mindre vigtige Forordninger, hvoraf man ej længer har Originalen, enten slet ikke have været afskrevne i Lovbøgerne, eller kun optagne i dem, som i Tidens Løb ere tabte. Ogsaa Jemteland, hvis Anliggender allerede Kong Magnus havde taget sig af, nød godt af Haakons Forsorg, idet han fra Oslo den 29de August 1364 gav den af os allerede ovenfor (S. 758) berørte Forordning, hvoraf man kan slutte, at der fra svensk Side har været gjort utilbørlige Forsøg paa at drage Landskabet under svensk Lov og svensk Bestyrelse. Thi denne Forordning begynder Kongen med disse Ord, „at han med sine gode Mænds Raad og Samtykke har gjort den naadige Bestemmelse, Jemtelands Indbyggere vedkommende, at de herefter fra Kongens Side