og Stralsunds Borgere omtrent samme Rolle i Østlandets Stæder, Oslo og Tunsberg, om end ikke i saa stor Maalestok. Det var formodentlig gjennem denne Forbindelse med Rostock, der i Middelalderen var saa bekjendt for sin Ølbrygning, at ogsaa de norske Borgere paa Østlandet tildeels lærte Tydskerne Kunsten af, især da ogsaa mange indfødte Tydskere bosatte sig der for stedse, egtede norske Kvinder, og i Tidens Løb ganske bleve Nordmænd med norske Interesser lige over for dem af deres Landsmænd, der kun dannede „Compagni“ med de store Handelshuse hjemme, det vil sige vare blotte Factorer for disse. Men man seer ogsaa, at Hansestædernes Borgere med ængstelig Skinsyge søgte at hindre Nordmændene fra at drive denne Syssel i nogen større Udstrækning. Da Krigen var nær ved at begynde, og saaledes Communicationen mellem Norge og Tydskland snart vilde afbrydes, var det en af de første Gjenstande for deres Omsorg at forbyde al Indførsel til Norge af Humle og Bryggerkar. De vilde ikke, at Nordmændene i Afsperrelsestiden skulde lære at hjelpe sig selv og for Fremtiden kunne overtage Landets egen Forsyning med denne Drikkevare. Og de opnaaede vist ogsaa, hvad de ønskede, da der ej er Spor af, at denne Bedrift senere kom til nogen videre Udvikling i Tunsberg eller Oslo.
Nidaroos havde hidtil været den By, hvor Udlendingerne sammenligningsviis havde lidet eller intet Tilhold, men nu synes ogsaa her idetmindste Haandverksstanden at have optaget mange Tydskere, maaskee endog hovedsageligt at have bestaaet af disse; thi under sit Ophold i Throndhjem i Marts 1370 fandt Kong Haakon det nødvendigt at udgive en særegen Forordning om Skomagerne i Nidaroos og Bergen, hvorved det bestemtes, hvormeget de skulde yde til Kronen, og hvilke Friheder de skulde nyde[1]. Man seer af denne Forordning, at Kongen endog kjendeligt tog sig af dem og søgte at ophjelpe dem. Han gav dem nemlig fri for alle sedvanlige Tolde, Skatter og Tyngsler, som Sysselmænd eller andre kongelige Ombudsmænd ellers kunde fordre, men bestemte i dets Sted, at de to Gange aarligt, Søndag efter Midfaste og St. Hansdag, skulde betale den kongelige Ombudsmand en Afgift af 10 Mkr. norsk; heller ikke skulde de sagsøges paa anden Maade end ved Taksetning i Kongsgaarden for den kongelige Ombudsmand og Lagmanden. De skulde altsaa betragtes som hørende under Kongsgaardens Jurisdiction og staaende under Kongens særdeles Beskyttelse. Nei siges det vel ikke her udtrykkeligt, at disse Skomagere vare Tydskere, men i et senere Kongebrev kaldes de saaledes, og da desuden Skomagerne i Bergen vare Tydskere, og de i Throndhjem regnes ganske under lige
- ↑ Forordning af 20de Marts 1370, Norges gl. Love III. S. 188.
