Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/900

Denne siden er korrekturlest
882
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

Vilkaar med disse, kan man ikke tvivle om, at de ligeledes have været af samme Nation. Desuden angives Afgiften, de skulde erlægge, til 2 Gange ti Mkr., hver paa tre Skilling, en Regning, som ikke havde været nødvendig for Nordmænd. Ligeledes haves der endnu en Qvittering, som Otte Rømer i Egenskab af Hirdstjore og Fehirde udstedte til Skomagerne i Throndhjem for den første Afgiftstermin af 1371, og her lyder Summen paa ti Skilling Grot, det vil sige 10 Sous Gros Tournois, af hvilke hver enkelt udgjorde 3 Sh. engelsk, og som saaledes ganske svarede til de fastsatte 3 Mk. norsk[1]. Det havde vel ikke været nødvendigt her at angive Summen i en udenlandsk Myntsort, naar ikke vedkommende Afgiftsydere selv havde været Udlendinger. Det er ellers merkeligt nok, at Nordmændene selv skulde forstaa sig saa lidet paa dette højst uundværlige Haandverk, at man endog ved særegne Begunstigelser maatte faa fremmede Arbeidere til at øve det i Landet. Men saaledes var det virkeligt, thi i det senere Kongebrev (af 1376), hvorom der nys er talt, og som indeholder en Taxt, hvorved man var kommen overeens med dem, yttrer Kongen ligefrem, at de „vare nyttige for Almuen ved deres Skoarbeide og Skosalg“, og han fritog dem endydermere i tyve Aar for al Vaabengang[2]. Men Haandverksdriften“ og Kunstfliden stod vistnok endnu paa et meget lavt Trin blandt Nordmændene og var vel i Stæderne udelukkende i Udlendingernes Haand, medens den paa Landet indskrænkede sig til den for hver enkelt Families Tarv nødvendige Huusflid. I Bergen tales der saaledes ogsaa om de tydske Skrædere, der under den sidste Krig med Stæderne havde gjort fælles Sag med de tydske Handelsmænd, ja endog dræbt en Broder af Erkebiskop Olaf[3]. Det er derfor tydeligt nok, at man nu i Norge baade med Hensyn til Handel og Haandverksdrift ej længer paa nogen Maade kunde undvære de Fremmede, men var ganske afhængige af dem, og at disse derfor ogsaa i Bevidstheden om deres Uundværlighed lagde saa meget større Overmod for Dagen.

I de Klagemaal, som Kong Haakon ved Forhandlingerne paa Baagahuus i 1370 fremsatte over Tydskerne i Bergen, er ogsaa dette, at de vragede Kongens Mynt. Dette var et meget almindeligt Klagemaal baade her og andensteds, saalænge Regjeringerne fulgte den slette, kortsynede Politik at slaa daarlig Mynt som en Finans-Operation. Denne Politik vedvarede endog i Europas mest oplyste Lande, mange Aarhundreder efter den Tidsalder, med hvilken vi her beskjeftige os, og det er

  1. Dipl. Norv. V. 264.
  2. Forordning af 1377, N. gl. L. III. S. 200.
  3. See ovf. S. 86. I Nidaroos sees ogsaa Skomagerne at have øvet Voldsomheder i et af de nærmeste Aar før 1376, N. gl. L. III. S. 195, 196.