ikke at forundre sig over, at man hos os ej havde forstaaet at tilegne sig fornuftigere Begreber. Det er allerede forhen nævnt, at de myntede Penge, der mod Slutningen af det foregaaende Aarhundrede forholdt sig mod det rene Sølv eller engelske Sterlinger som 1 til 3, allerede i de første Tiaar af det 14de Aarhundrede og formodentlig under Rigsraadsregjeringen var sunkne til en Gehalt af 1 til 4. Da var de dog endnu lidt bedre, end den gangbare svenske Mynt, hvis Gehalt forholdt sig som 1 til 5, indtil, som vi have seet, i Aaret 1340, da det ogsaa for Norges Vedkommende blev bestemt, at der skulde slaaes ny Mynt til denne ringere Gehalt. Men imidlertid var, som man maa slutte af Forhandlingerne om det store Laan, Kong Magnus i 1351 optog af den pavelige Kasse, Gehalten af den svenske Mynt sunket endnu dybere, nemlig som 1 til 6, og dette har maaskee været Aarsagen til, at der i Sverige i Begyndelsen af 1354 blev slaaet en ny Mynt, der skulde gjelde fra 22de Februar dette Aar, medens den forrige i Omløb værende Mynt blev casseret (reprobata). Uheldigviis savner man dog nærmere Efterretning om denne nye Mynts Gehalt; det eneste, man synes at kunne antage, er, at den maa have været noget bedre. Ogsaa ved samme Tid maa der i Norge have været foretaget en ny Myntforandring, da der allerede ved den Udbetaling af Pavetiende og Rumaskat, der i 1353 skete til Johannes Guilaberti, tales om den Myntsort, kaldet Gunnarspeningen, der nu var afskaffet, og hvorved man neppe kan mene nogen anden end de Penge, der bleve slagne i Bergen 1340 under Opsigt af den daværende Fehirde Gunnar Hviit. Ligeledes siges der i de Qvitteringsbreve, som Johannes Guilaberti udstedte ved sin sidste Indkrævningsreise i Norge 1358, at flere af de i Rumaskat indkomne Summer indeholdt Penge af de nu casserede sterkt kobberblandede Myntsorter, nemlig Gunnarspeningen og Flosepeningen, ved hvilken sidste man formodentlig har forstaaet smaa Bracteater. Myntforandringen i Norge synes at have haft til Hensigt at fastholde det eldre Forhold imod Sterling, saaledes at 3 Sh. Sterling svarede til een myntet Mark, det vil sige, at een Mark Sterling ( Pund Sterling) svarede til 4 Mk. norsk. Derved kom nu vistnok den norske Pening i Vegt til at forholde sig til den engelske som 1 til 6, men det er vel at merke, at denne saakaldte vejede Pening ikke var den, der udmyntedes. Thi sedvanligviis regnede man i Norge endog ved temmelig smaa Summer ikke efter Tal, men efter Vegt[1], det vil sige, at man, uden at tælle de enkelte Smaamynter, tilvejede hinanden Summerne, hvorved man da regnede efter Mark, Mark eller Øre,
- ↑ I de pavelige Nunciers Regnskabsbog for 1328 staar der udtrykkeligt: „i Norge vejes Smaapengene, men tælles ikke“ (parva moneta non computatur sed ponderatur).
