Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/903

885

1355–1370. Myntvæsenet i Norge.

været paabuden, saaledes at en Laup Smør fremdeles skulde selges for $\scriptstyle {\frac {1}{3}}$ Mk.; og denne Foranstaltning var saa meget mere voldsom, som man derved vilde tvinge Coursen tilbage til den forngilde Cours af 1 til 3, thi den oprindelige Priis paa Smør var 1 Mk. brendt for 9 Lauper, altsaa 1 Mk. forngild for 3 Lauper, medens man i det højeste kunde have gaaet til 2$\scriptstyle {\frac {4}{5}}$ Laup for Marken (efter Coursen l til 4), og det rette Forhold vilde have været 1$\scriptstyle {\frac {4}{5}}$ Laup for Marken (efter 1 til 5)^[1]. Men det laa derfor i Sagens Natur, at denne tvungne Cours ikke kunde overholdes, og at Kongens Kasse snart maatte faa Uhensigtsmessigheden af hiin Myntforandring at føle. Den nye Mynt, som udgaves i Aarene 1353 eller 1354, var vel i sig selv kun lidet bedre end den foregaaende, men dog formodentlig saa vidt bedre, at man med etslags Skin af Ret kunde paabyde en tvungen Cours af 1 Mk = 3 Sh. Sterling, men hvilken Cours det formodentlig var, som Tydskerne i Bergen, og sikkert med god Ret, ej vilde erkjende. Men hvilke de Foranstaltninger vare, der med Hensyn til denne Myntforandring fandt Sted, derom savne vi Underretning. Fra Kongerne Magnus’s og Haakons Tid har man forresten ingen større Mynter med Billede og Legende, der med Sikkerhed kan tillægges nogen af dem; man har alene endeel smaa Bracteater, der i det Højeste kun ere forsynede med Begyndelsesbogstaver, der antyder Stedet, hvor de ere myntede (som B, O, T, ɔ: Bergen, Oslo, Tunsberg), men som forresten ere af simplest mulige Præg og aldeles ikke antyde Kongens Navn, under hvilken de ere myntede^[2]. Om Tydskerne i Bergen under saadanne Omstændigheder ikke fandt det bekvemt eller fordeelagtigt at modtage og bruge den indenlandske Mynt, er ikke at forundre sig over. Men det lader dog til, at denne Vingen er skeet paa en mere end almindeligt iøjnefaldende og fornærmelig Maade. Kjøbmændene i Bergen, siger Kongen i sit sidste Indlæg ved Fredsunderhandlingerne 1370, „vragede overhovedet (generaliter, hvilket maaskee endog kan betyde efter fælles Overeenskomst) vor Mynt, som vi have ladet udgive efter hele Rigets Raad, men tog derimod for fuld Cours fremmede Myntsorter, nemlig lübeckske og stralsundske, hvori det viser sig, at der er skeet os en temmelig stor Uret og Vold“^[3]. Da Kongen siden, i 1371, bestemte de fremmede Skomageres Afgift i Nidaroos og Bergen til 20 Mkr. hver paa 3 Skilling aarligt, tilføjedes der udtrykkeligt „i norske Peninger, saadanne som da (d. e. til enhver Tid) slaaes paa vor Stedje“ (d. e. Ambolt, Myntverksted), og herved betegnede han noksom, at han

1. N. Saml. V. S. 149, 150, sammenl. ovenfor IV. 2. S. 668.
2. See herom „Schive, Norges Mynter etc.“ S. 94, fgg.
3. Lappenbergs Sartorius II. S. 699.