Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/906

Denne siden er korrekturlest
888
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

melse, som Mandedøden havde frembragt. Flere Exempler derpaa ere allerede anførte; navnlig have vi seet, hvor sterkt Geistlighedens Personale var aftaget, og deraf kan man danne sig en Forestilling om den Afgang, som maa have fundet Sted ogsaa blandt den øvrige Deel af Befolkningen. Man seer ogsaa, at denne Mandedød endog har dannet et Merkepunkt i Tiden, fra hvilken man ofte i de sedvanlige borgerlige Forhandlinger regnede Aarene, især hvor der var Tale om Hevd, da sandsynligviis paa mange Steder den strax før Mandedøden levende Slegt var døet saaledes ud, at man ikke kunde føre Vidner længer op og derfor maatte lade sig nøje dermed. Saaledes f. Ex. lod Provst Peter ved Mariekirken i Oslo i October 1356 føre Vidne om, at Vaalbekken og Møllebekken ved Gaarden Stein paa Ringerike, som en vis Ingulf Eivindssøn nu vilde tilegne sig, havde ligget til denne Gaard femten Aar før Mandedøden. Biskop Gisbrikts første Visitatsferd i Sogn 1358 kaldes her sedvanligviis hans første Visitats efter den store Mandedød[1]. Men denne var nu ikke den eneste ødeleggende Epidemi, som havde raset i Norge under Kong Magnus’s og Haakons Regjering. I Aarene 1359 og 1360 kom der ogsaa over hele Norden, Danmark, Sverige og Norge, saavelsom Østersø-standene, en ny Landfarsott, som i vore eldre Skrifter sedvanligviis benævnes Barnedøden og antages at have været Smaakopperne, siden den, efter Navnet at dømme, fornemmeligen synes at have bortrykket Børn. Men ogsaa mange Voxne blev upaatvivleligt dens Offer, og blandt dem, som ovenfor (S. 658) nævnt, Kongesønnen Erik og hans Hustru Beatrix med hendes nyfødte Børn. At den maa have anrettet ikke ubetydelige Ødelæggelser i Norge, sees deraf, at der i den blev skjenket store Gaver til Kirken, ligesom i den egentlige Mandedød[2], deels deraf, at den nævnes ved Siden af denne som den yngre og mindre Mandedød, ei Modsætningen til den eldre og større. Ja man maa vel endog antage, at Benævnelsen „Store Mandedøden“, hvormed Sotten 1349–50 sedvanligviis betegnes, netop hentyder til denne mindre, men dog altid haarde Landfarsott i 1360[3]. I Nordtydskland rasede denne Sott saa forferdeligt mellem Pints og Michels-

  1. Dipl N. IV. 1. 353. III. 567. Ogsaa i Brev af 6te Mai 1371 (Dipl. N. I. 411) føres der Vidner om, hvo der ejede en Deel af søndre Askvik i Hofs Sogn i Fryaalen i Land.
  2. I Biskop Eysteins Fortegnelse over Kirkegodset i Oslo’s Diøcese tales der om Gaarde, skjenkede til Kirker „í barnadauðanum eftir stóran dauða“.
  3. Dipl. N. IV. 464. Ved dette Brev, dateret Soolberg i Ramnes Sogn, stadfestedes en Gave af Jordegods paa Ringerike (2 Ørebool i Horheim), som en Olaf Blaafare havde givet til St.Hallvards Kirke i Oslo under „den første Død“ (í fyrra dauðanum).