tuginden, Erkebiskopen og Biskop Salomon, der synes at have været udnevnte til Dommere eller Voldgiftsmænd. Men fra denne Tid af sporer man en kjendelig Bitterhed mellem Drottseten og Biskop Audfinn[1].
Sverige havde imidlertid allerede i 1323 sluttet en fordeelagtig Fred med Rusland, nemlig i Orechovetz eller Nøteborg d. 12te August, hvorved det fik tre saakaldte Gislalag eller Hereder af Karelen, nemlig Savolax, Jeskis og Eurepæ, og Grændsen mod Rusland nøjagtigt betegnedes ligefra Udløbet af Aaen Sestra (Systerbekk) i den finske Bugt til Petajoki noget søndenfor Højdedraget Maanselka, og derfra nordvest til Helsingebotnen eller det inderste af Botnhavet[2]; og i de nærmest paafølgende Aar blev der vel heller ikke øvet synderlig Fjendtlighed mellem Norge og Rusland, saamegetmere som Storfyrst Georg strax efter maatte drage heelt til den tatariske Khan Usbek, sin Lehnsherre, for at modarbeide en af ham til Storfyrste udnævnt Medbejler, Demetrius Michaelovitsh, men blev dræbt af denne i Khanens Lejr, og det russisk-novgorodske Rige paa denne Tid stadigt truedes af en farlig Fiende mod Sydvesten, nemlig den tappre litauiske Fyrste, Gedimin. Under disse Omstændigheder er det rimeligt, at Staden Novgorod, der egentlig var en selvstændig Republik, selv har aabnet Freds-Underhandlinger med Norge, ængstelig over det Angreb, som derfra forberedtes, og at Drottseten, som paa sin Side havde saa mange Vanskeligheder at kæmpe med, har fundet det raadeligere at modtage Fredstilbudet, end at oppebie den Hjelp, der fra Pavestolen kunde være at faa. Eller muligtviis har han endog selv gjort det første Skridt. Et Brev fra Biskop Audfinn til Erkebiskopen, skrevet i de første Dage af 1326, viser noksom, hvor stor Ulyst Geistligheden, idetmindste Biskop Audfinn og de, der tænkte som ham, havde til at imødekomme Drottsetens Ønsker, maaskee fordi de nærmest betragtede den hele Sag som et Foretagende, der alene sigtede til Drottsetens egen Skadesløsholdelse og Tilfredsstillelse af hans private Hevn. „Vi erfarede“, skriver Audfinn, „af Eders Brev, at Hr. Erling Vidkunnssøn, Kongens Drottsete, tilskrev Eder i Sommer fra Bergen
- ↑ See Brevene i Saml. t. d. n. F. og S. H. V. S. 543–547, daterede 20de Sept. og 5te Oct. 1324. Det første er udstedt af Guthorm Kolbjørnssøn, Hallstein Thorleifssøn, Thorvard Haavardssøn, Haakon Agmundssøn, Ivar Agmundssøn og Peter Peterssøn, alle vistnok Raadsherrer, der sammentraadte i en. Dom forat høre og prøve Vidnesbyrd, og her navnlig Provst Finns. Det andet er Dommen eller Kjendelsen afsagt af Hertuginden, Erkebiskopen og Biskop Salomon i Overvær og med Samtykke af Provst Finn, Peter Anderssøn, Haakon Thoressøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Haakon Agmundssøn og Ivar Agmundssøn.
- ↑ See Hildebrands ovenciterede Afhandling, jfr. Langes Tidsskrift.
