Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/916

Denne siden er korrekturlest
898
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

Konger udvidede, Tunsbergshuus med Michaelskirken oppe paa det høje Slotsberg, saavelsom flere anseelige Kirker og Præmonstratenserklostret have givet Staden et ganske andet og mægtigere Udseende end nuomstunder[1]. Derhos var formodentlig og Stadens Havn om Sommeren opfyldt af Skibe, især fremmede; Kongen og Hoffet opholdt sig ofte i Byen, Dronning Blanche residerede saagodtsom stadigt der i hendes sidste Leveaar; mange Riddere og Hirdmænd havde der næsten stadig Bopæl: alt dette maa have bidraget til at give Staden et Præg af Livlighed og Anseelse, som den nu ikke paa langt nær har, eller nogensinde vil kunne faa. Om Oslo vilde det samme have gjeldet for et halvt Aarhundrede tilbage, førend de Udvidelser og Forskjønnelser af Christiania vare begyndte, som Stadens Ophøjelse til et selvstændigt Riges Hovedstad umiddelbart eller middelbart har medført; men om endog Staden med dens Omgivelser nu i det Hele taget maa have et anseeligere og mægtigere Præg end i hine Tider, er det dog et stort Spørsmaal, om den ikke i Afstand, skjønt sammentrængt paa et mindre Rum, faldt mere i Øjnene. Thi der fandtes ikke faa Bygninger, der sikkert maa have været store og prægtige. Først ved Indsejlingen Akershuus Slot og Hovedøens Kloster, dernæst i Staden selv Hallvardskirken med de vidtløftige tilhørende Bygninger og det nærliggende Predikerkloster; Kongsgaarden med den tilhørende Mariekirke, der ogsaa i sit Ydre maa have været pragtfuld, efter den Forkjærlighed at dømme, hvormed Kongerne altid omfattede den, og den Rundhaandethed, hvormed de skjenkede den rige Gaver. Dertil komme alle de øvrige mange Kirker, Minoriterklostret hiinsides Elven og Nonneklostret længst mod Nord. Husene selv var formodentlig ogsaa her store og vidtløftige, om end kun af Træ, fordeelte i den egentlige Hovedgade eller Øvrestrædet, fra Geitabroen til Nonneklostret, og det i en spids Vinkel derfra udgaaende Ørestræde, der førte til Saxegaarden og Øren med Kongsgaarden og Mariekirken. Ogsaa Omegnen var vel bebygget og opdyrket, og Havnen, ligesom Tunsbergs, ganske vist.om Sommeren opfyldt af mange Skibe, fornemmelig udenlandske. – Om Hamars Udseende i hine Tider veed man saa meget bedre Besked, som der endnu findes en Beskrivelse derover. Den smukke Domkirke med den tilhørende Biskopsgaard udgjorde ogsaa her Stadens fornemste Prydelse; forøvrigt maa man antage, at Byen selv, hvis Udstrækning var temmelig stor, var meget opfyldt af Frugthaver, thi Frugtavl og Mostpresning skal have været Indbyggernes fornemste

  1. Michaelskirken var tidligere Præmonstratensernes Klosterkirke, indtil disse fik Olafskirken med Olafsklostret nede i Byen, og hiin blev et af de kongelige Capeller.