nærmeste Egne, og Tegn dertil findes allerede i de Tider, vi her have for os, thi Kaupmannsnes (nu Kopmansnes eller Komnes) i Sandssverv øverst paa Vestfold, ved Logen, kan alene have faaet sit Navn deraf, at Kjøbmænd plejede at komme sammen og handle der paa Stedet, og et enkelt, endnu opbevaret, Brev derom viser, at en af disse Kjøbmænd endog var en Udlending[1]. Imidlertid maa det ansees som et Held for den efter Mandedøden og ved den almindelige Lammelse i alle Forhold sikkert heel forarmede Landbefolkning, at idetmindste fremmede Handelsmænd opsøgte dem for at afkjøbe dem deres Tømmer, som ellers kun vilde have været dem saagodtsom en død Skat, og at derved en ny Indtægtskilde aabnedes dem, hvor ringe den end i Førstningen kan have været. Thi saavidt man kan see af de forhaandenværende Breve, var den sedvanlige Landbonæring forresten ikke i mindste Maade gaaet frem, men stod ved det samme Punkt, som for hundrede Aar tilbage.
Af de fornemme og mægtige Ætter, hvis Medlemmer vi i det forløbne Tidsrum lejlighedsviis ere komne til at omtale, var den eldste og mest anseede, nemlig Bjarkø- og Giskø-Ætten, nu at betragte som uddød i lige nedstigende Linje. Egentlig kunde vel dette allerede siges ved Nikolas Peterssøns Død i 1264, men Hr. Bjarne Erlingssøn, som da blev Ættens Hoved og egtede hans Datter, hørte dog allerede selv dertil og forenede alt dens Gods under sin Besiddelse; ved Hr. Erling Vidkunnssøns Død i 1355 derimod blev Godset adsplittet mellem hans Svigersønner, af hvilke den fornemste, Hr. Sigurd Hafthorssøn, vel fik Ættens oprindelige Odel, Giske og Bjarkø, men uden dog saaledes
- ↑ Ved Brev af 31te Januar 1364 vidne to Mænd i Sandssverv om et Salg af en Gaard i Sandin Sogn (Vestfold) til en Senge i Krakken. Navnet viser ham at være en Udlending, og Tillægget som Beboer af en Bygaard, enten i Oslo eller Tunsberg. Hans Tilstedeværelse paa Kaupmannsnes kan saaledes neppe have været i anden Hensigt end at drive Handel. – Om alle disse her nævnte Byer see fremdeles „Histor. geogr. Beskr. over Norge i Middelalderen“, S. 27–48.
mer. I et Brev af dette Aar, dateret fra Glødesgaarden i Tunsberg den 17de Juni, bevidnede to Mænd, hvorledes Halle naa Hakeviik gik i Borgen for Loden paa Holte, at denne skulde i Koparviik levere en Ketil Audunssøn 100 Sperrer af 16 Alens Længde og 6 Tylfter Fladved til 8de September (Dipl. N. V. 137). Inden 1388 var Koparviken endog blevet et Toldsted, thi da Dronning Margrete i dette Aar forlenede Benedict Nikolassøn med Eller m. m., fik han og heriblandt „Koparviken i Dramn med Skibstolden og de Kongskjøb, som der kunne falde“ (Dipl. N. I. 511).
