at gaa ind i den, som Bjarne Mardssøn fordum, da han selv allerede hørte til en Ætt, der nu var Arnmødlinge-Ætten sideordnet i Anseelse, og som havde sin egentlige Hjem paa en ganske anden Kant af Landet. Det er allerede nævnt (s. S. 620), at Hr. Erlings eneste Søn, Hr. Bjarne, døde før Faderen, og selv tog det Løfte af ham, at han skulde overdrage Giske-Godset til Systeren, Fru Ingeborg, medens derimod Stovreim-Godset kom til Rømer-Slegten, sandsynligviis med Otte Romers Hustru Gerthrudi, der, saavidt man kan see, var en Datter af Hr. Erling; ligeledes er det omtalt, at en tredie Datter, Sigrid, der var gift med Hr. Eiliv Eilivssøn, omkom med denne paa Søen 1358, efterladende sig en Datter, Margrete, og at Ingeborg, eller hendes Mand Hr. Sigurd, ogsaa fik Bjarkø med tilliggende Gods, uvist dog om samtidigt med Giskø, eller først efter Fru Herdiis Thorvaldsdatters Død 1363; vi have nemlig ogsaa viist, at Hr. Bjarne efter al Rimelighed var gift med Fru Herdiis Thorvaldsdatter, der havde de rige Besiddelser paa Hjaltland, og at Hafthorssønnerne som hendes Syskendebørn paa mødrene Side var hendes nærmeste Arvinger, og virkelig fik hendes efterladte Ejendomme. Det er imidlertid en besynderlig Omstændighed, som vi ovenfor have paapeget, nemlig at Kongerne kort efter hendes Død fik en Ansøgning hos Paven bevilget, der gik ud paa intet mindre, end at de maatte oprette et Cistercienserkloster af en Deel af hendes Efterladenskab, som hun selv havde bestemt til dette Øjemed, og som ellers skulde have tilfaldt dem (s. o. S. 760). Thi det er ubegribeligt, hvad Ret Kongerne skulde have haft til hendes Gods, naar de ikke formeligt havde aftvunget hende en Erklæring derom paa hendes Dødsseng. Heller ikke kom noget saadant Kloster istand, og det var sandsynligviis for at sikkre sig i dette Henseende, at Hr. Sigurd i September 1363, formodentlig strax efter hendes Død, lod Lagmanden i Bergen, Joseph Karlshovedssøn, optage et Thingsvidne om, at Hr. Sigurds Fader Hafthor Jonssøn og Fru Herdises Moder Fru Ragndid Jonsdatter vare kjødelige Syskende og Sigurd saaledes hendes rette Arving[1]. Her møder imidlertid atter den Besynderlighed, at kun Sigurd, ikke Jon, omtales, som om denne ikke skulde have det mindste med Arven at skaffe; men man maa formode, at Hr. Jon har ladet optage et lignende Thingsvidne paa sin Kant, og at dette i Tidens Løb er tabt. Thi saa meget er vist, at de begge arvede hende, og det er endog ikke usandsynligt, at Hr. Jon Hafthorssøns Søn, Haakon Jonssøn, der i Aaret 1369 opholdt sig paa Orknø som kongelig Ombudsmand[2], og som, efter hvad man kan see,
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/919
Denne siden er korrekturlest
901
1355–1371. Anseede Ætter.
