Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/927

Denne siden er korrekturlest
909
1355–1371. Anseede Ætter.

i 1353, altsaa vel kort efter Munaans Død, stode under Hr. Agmund Guthormssøns Vergemaal og Dronning Blanches særdeles Beskyttelse. Jon Ragnvaldssøn døde i den store Mandedød uden at efterlade Børn. Haakon Ragnvaldssøn var gift med Margrete Viljamsdatter, sedvanligviis kaldet Hustru Margrete i Skaften[1] – saaledes kaldtes nemlig en Gaard, som hun og formodentlig hendes Fader ejede i Bergen –; ligeledes ejede Haakon Ragnvaldssøn den saakaldte Ceciliegaard over paa Stranden i samme By. Ved Jons Død[2] skulde hans Ejendomme efter den rette Arvegang tilkomme hans Syskende eller deres Børn; men i dets Sted bemegtigede Hustru Margrete sig den hele Arv efter Ragnvald Smør og Sønnen Jon, saaat hun sad inde ej alene med den Arvepart efter Jon, der skulde tilfalde Munaan Stumpes Børn, men ogsaa disse Moders umiddelbare Lod efter Faderen. At dette kunde skee, kom formodentlig deraf, at Munaan Stumpes Børn og Enke levede paa Østlandet og saaledes ikke godt kunde varetage sine Interesser i eller ved Bergen. Men endelig opstod en Proces, idet Haakon Munaanssøn paa sin og sin Broder Ragnvalds Vegne sagsøgte Hustru Margrete til Udlevering af det Arvegods, hvormed hun saa længe havde siddet inde. Som sedvanligt ved slige Lejligheder, hvor der tvistedes mellem Personer af Hirdmands- eller Ridder-Klassen, udnævnte Kongen en Dom af sex haandgangne Mænd til at afgjøre Sagen. Dette skete i Mai 1370, da Kongen, som det synes, opholdt sig i Bergen paa Reisen fra Nidaroos, hvor han var i Marts Maaned, til Baagahuus, hvor han ved Pintsetider skulde komme sammen med de tydske Gesandter. De udnævnte Dommere vare Haakon Jonssøn, Holte Gunnarssøn, Lagmanden i Bergen Gunnar Hjarandessøn, Erlend Philipssøn til Losna og Gunnar Alfssøn. De samledes den 14de Mai i Vinterhallen i Biskopsgaarden i Bergen, og Dommen faldt til Fordeel for Brødrene, idet Hustru Margrete dømtes til ej alene at overlade dem alle de omspurte

  1. Dipl. N. II. 498.
  2. Naar man erindrer, at Erik Viljamssøn til Torge havde været gift med den i 1370 endnu levende Cecilia Haakonsdatter Bolt (s. o. S. 399), vil man neppe finde det usandsynligt, at Hustru Margrete Viljamsdatter kunde være en Syster af denne Erik Viljamssøn, og at Ceciliegaarden kunde have været opført af denne samt opkaldt efter hans Hustru, men sidenefter arvet af Margrete og af hende bragt til Haakon Ragnvaldssøn. Under denne Forudsætning bliver Margrete saaledes en Ætling af den gamle Torge-Ætt. Dog heed ogsaa Margretes og Haakons Datter Cecilia, og arvede Gaarden, saa at det er muligt, at den først efter hende fik dette Navn. Men ligefuldt bliver det sandsynligt, at Margrete var en Syster af Erik Viljamssøn, og Svigerinde af Cecilia Haakonsdatter, efter hvem maaskee endog hendes Datter var opkaldt.