pen ikke var utilbøjelig til at understøtte Drottsetens Bestræbelser, saa er det klart, at Oppositionen fra Landets øvrige Geistlighed, med Audfinn i Spidsen, var for stor til at Drottseten kunde gjøre sig noget Haab om at drive Sagen igjennem, og derfor var det vist det klogeste, han kunde gjøre, at slutte Fred saa snart som muligt. Denne kom ogsaa istand i i Novgorod den 3die Juni 1326, og sluttedes paa ti Aar mellem den norske Gesandt Haakon (Agmundssøn) paa Kongens Vegne og Staden Novgorod, der nu, da der ingen Storfyrste var, repræsenteredes af Erkebiskopen Moses, Possadniken Bartholomæus, og Tysjatskojen Eustathius. Det afgjordes her, at ingen fra begge Parter maatte overskride Rigsgrændsen, men „naar der kom Sendebud fra Novgorod til Norges Konge, skulde de dele Landene efter de gamle Grændseskjel og Enemerker, dog saaledes at Delingen selv overlodes til Norges Konge, der skulde dele efter sin Samvittighed, som han vilde: et temmelig utvetydigt Beviis paa, at Russerne her have frygtet Nordmændene og anseet det nødvendigt at gjøre Opoffrelser. Gjensidig Skade skulde være eftergiven, og de, der herefter fra en af Siderne overskred Grændseskjellet, skulde straffes. Gjester (Gosti, d. e. Kjøbmænd) fra Norge skulde uden al Hinder kunne gaa over fra Norge til Novgorod og Savolotschie (saaledes kaldtes alt hvad Novgorod besad hiinsides det Højdedrag (volok), som i Nord og Øst begrændsede det egentlige Novgorodske Gebet), og omvendt. Brevet besegledes af de contraherende Parter, formodentlig saaledes, at de tre russiske Herrers Segl sattes paa den Gjenpart, der gik til Norge, og af hvilken en Afskrift endnu haves, medens den norske Gesandt satte sit Segl paa det Exemplar, der gik til Rusland[1]. Hvorvidt Grændsen
- ↑ Fredstractaten kjendes nu kun fra den føromtalte bergenske Copibog, af hvilken Bartholiniana E. (IV) er en Afskrift; her findes den S. 7–9, og derfor er den trykt paa flere Steder, sidst i Saml. V. S. 553, og Norges gl. Love. III. S. 151. Den er her affattet paa Latin, men den anden Gjenpart var sikkert skrevet paa russisk, efter den ved deslige Tractater mellem Rusland og occidentalske Folk herskende Skik, at udferdige den Gjenpart, der skulde forblive i Rusland, paa Russisk, og den anden paa Latin, for at Texten paa begge Steder kunne forstaaes. Sproget viser ellers noksom, at den og oprindeligt har været forfattet paa Russisk. Den Haakon, der her nævnes som norsk Gesandt, kan neppe være nogen anden end Haakon Agmundssøn (Bolt), der nævnes mellem 1309 og 1346; Haakon Thoressøn, paa hvem man og kunde gjette, synes ikke at have været anvendt i slige Sendelser. Erkebiskopen, der i Storfyrstens Fraværelse nærmest traadte i hans Sted som Vladyika eller Herre, kaldes i Brevet kun Biskop; det var Moses, Moises (Mojsel), der netop lidt for Paaske 1326 havde naaet denne Verdighed (Lehrbergs Untersuchungen S. 255). Possadniken kaldes som sedvanligt i Tractater fra hiin Tid, affattede paa Latin, efter tydsk Viis Borgravins (Borg-Greve), og Tysjatskoj eller Krigsbefalingsmanden „Dux“, Hertug. Den i Tractaten
