noget bitter Stemning er umiskjendelig[1]. Formodentlig blev Sagen i Mindelighed forligt, da man ej hører mere derom. Ej længe efter have vi seet Erkebiskopen nok saa venskabeligt tilskrive Audfinn angaaende Krigshjelpen mod Finner, Russer og Kareler, og paa en vis Maade eske hans Formening, men dog saaledes at man selv af Audfinns Svar synes at kunne føle, at Erkebiskopen heldede mere til Drottsetens Side.
Imidlertid havde Erkebiskopen, som det lader, med rosverdig Iver, og dog uden overdreven Strenghed, forfulgt Sagen mod Biskop Viljam paa Orknøerne. Det er allerede fortalt, at han ogsaa i 1321 beskikkede Visitatorer derhen, dennegang den før nævnte Grim Ormssøn saavelsom den samme Engelbert Lyning, hvis Mishandling ved Biskopen netop havde været en af Hoved-Ankeposterne mod denne. De indgav, hver for sig en Indberetning, men som begge leed af saadanne Mangler, at Erkebiskopen ved Brev af 25de Marts 1322 anmodede Biskop Audfinn om, i hans Navn at fordre en canonisk og rigtig Forklaring, under Banns Straf for deres Forsømmelighed[2]. Dette maa sandsynligviis have frugtet, og idetmindste Biskopens mislige Omgang med den indsamlede Pavetiende fuldstændigt constateret, thi han blev nu af Biskop Hallvard i Hamar, i Egenskab af Tiende-Collector, dømt til at tilbagebetale de omspurgte 53 Mkr. Sterling. Formodentlig maa han have appelleret, thi det synes, som om Paven siden overdrog Erkebiskopen tilligemed Biskop Hallvard paany at paakjende denne Sag, men det blev ved den feldede Dom, og Viljam dømtes derhos til at betale Engelbrecht Lyning en Erstatningssum af 50 Mk. Sterling[3]. Herom skete der dog ei nogen endelig Forføjning, førend Paven ved en større almindelig Beskikning til Norden søgte al bringe alle hidtil uafgjorte vigtige Sager, fornemmelig Tiende-Anliggendet og Spørgsmaalet om Hjelpen til Norges Forsvar mod de østlige Naboer, paa det Rene.
En saadan Beskikning besluttede nemlig Paven sig omsider til at sende i Løbet af Sommeren 1326. Noget har vel hertil de føromtalte norske Gesandters Forestillinger og Bestræbelser bidraget, dog vilde de vel neppe have udrettet stort, hvis ikke andre, for Pavestolen selv vigtigere Hensyn havde gjort sig gjeldende. Den trængte nemlig til betydelige Pengesummer, ej alene til Gjenvindelsen af det hellige Land, der endnu altid laa eller foregaves at ligge Paverne ivrigt paa Hjerte, men
