begge Riger. Saaledes udstedtes der særskilt Brev til Hertuginde Ingeborg, til hver eneste Biskop i Nidaroos og Upsalas Provins, ja endog til ikke existerende[1], til begge Drottseterne, Erling Vidkunnssøn og Knut Jonssøn, og til de svenske Herrer, Marsken Erngisl Neskonungssøn, og hans Broder Karl. Men det bedste var, at Paven ved en af disse Skrivelser, dateret d. 13de August, virkelig efterkom Kong Magnus’s eller rettere Drottsetens indstændige Anmodninger om Hjelp til Krigen mod Russer og Kareler, idet han, hvis Sendebudene fandt at det havde sin Rigtighed med hvad der var forebragt, bemyndigede dem til at overlade Kongen Halvdelen af Sexaarstienden, der var og herefter kunde vorde indsamlet, at anvende eftersom Erkebiskopen af Nidaroos med tvende andre af ham udnævnte Biskoper og Sendebudene tilsammen maatte bestemme[2]. Derved undgik man yderligere at skatlegge Geistligheden, medens Kongen dog fik Hjelp, vistnok nu efter Fredens Afslutning lidt for sildigt, men dog tidsnok til nye Krigsforetagender ved Fredens Udløb, og, det er vel at merke, at der her ej handledes om Sexaarstienden fra Norge alene, men ogsaa om den fra hele Sverige. Man seer heraf, at Kong Magnus og hans Hof maa have staaet meget godt anskrevne hos Paven, og at derhos de afsendte Gesandter maa have virket med stor Dygtighed, thi deres Bestræbelser tør man dog vist for en stor Deel tilskrive det heldige Udfald. Paven lod dem nu drage tilbage med de af ham beskikkede Sendebud, medgivende dem en meget smigrende Skrivelse til Kongen, hvori han blandt andet yttrede, „at det laa ham overvettes stærkt paa Hjertet, at Kongens Riger, hvor den katholske Troescultus kraftigt blomstrede, og hvor efter Sigende, Fredens Sikkerhed herskede mellem Indbyggerne indbyrdes, maatte nyde Held og Lykke“. Han anbefalede ham derhos, stedse at have Gud for Øjne og elske ham over alt, gjørende hvad der var ham behageligt, og afholdende sig fra hvad der kunde mishage ham; og, da Troens og Kirkens Interesser vare uadskilleligt forbundne med hinanden, stedse hedte Kirkens Tjenere, styrke
- ↑ Blandt Biskopperne nævnes nemlig i ep. 2203 en Episcopus Nellandennsis eller Uellandensis, hvilket Navn ogsaa forekommer i en Fortegnelse over alle Biskopsstole fra det 15de Aarhundrede, men som ganske bestemt maa skrive sig fra en Feillæsning, hvis første Oprindelse nu ej fyldestgjørende kan paavises.
- ↑ See Raynaldi Annales, 1326 p. 312, samt Dipl. Sv. 2573, og Langes Tidsskrift, V. S. 340. Her staaer der overalt, formedelst Feiltagelse hos Raynald, „Archiepiscopi Narbonensis“ istedetfor „archiepiscopi Nidrosiensis“, hvilket staar tydeligt nok i Originalregesten, Secr. Joh. XXII. T. V. (an. 9. 10). f. 372. I Originalregesten findes ved Siden af Brevet, der tilstaar Kongen Halvdelen af Tienden, ogsaa et forresten ligelydende, der tilstaar ham Trediedelen, altsaa var det vel overladt til Nuncierne at bestemme, hvilket af disse Breve der skulde anvendes, – og de have da valgt det for Kongen fordeelagtigste.
