Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/104

Denne siden er korrekturlest
56
Haakon Magnussøn.

Aristokrat-Parti, tildeels endog mod Folkets Ønske, som den hele Tid synes at have haft mest tilovers for „den ærlige og gode Herre“, Kong Magnus. Alene ved at støtte sig til dette Aristokrat-Parti kunde Kong Albrecht vente at holde sig paa Tronen, og naar det først vendte ham Ryggen, vilde det snart være ude med hans Kongedømme. Hans kloge Fader, Hertug Albrecht, havde vistnok efterhaanden søgt at gjøre sig og Sønnen uafhængige af Stormendene ved at tilvende sig som Pant eller Ejendom saa mange faste Slotte og Besiddelser inden Sverige som muligt, og betro dem i mecklenburgske Herrers Hænder, paa hvis Troskab de naturligviis kunde lide. Men han havde heri aabenbart gaaet altfor raskt frem, og overhoved var det hans, som de øvrige tydske Herrers, navnlig de holstenske Grevers, Fejl, at de stolede for meget paa sin Krigsmagt og Besiddelsen af faste Slotte, uden at tage Folkets Stemning med i Beregningen. Forbittrelsen over Tydskernes Velde i Sverige havde især været Aarsag i Opstanden 1371, og selv de svenske Stormend, som da stod paa Albrechts Side, havde dog for saa vidt gjort fælles Sag med Insurgenterne, som de, medens Kong Haakon fra sin Lejr paa Norrmalm truede Stockholm med Belejring, aftvang den raad- og hjelpeløse Kong Albrecht en Overeenskomst, hvorved denne maatte overlade alle sine Slotte og næsten al sin kongelige Magt til Raadet – det vil sige Stormendenes fornemste Ledere. Derved var allerede Spiren lagt til et virkeligt Uvenskab mellem ham og Stormendene, følgelig til hans.Undergang. Det laa i Sagens Natur, at en Overeenskomst som denne, aftvungen Kongen i Farens Øjeblik, og som berøvede ham det meste af hans Magt og en stor Deel af hans Indtægter, ej kunde betragtes af ham og hans Tilhængere uden med Ærgrelse, og at der ikke fra deres Side kunde være Tale om nogen samvittighedsfuld Overholdelse heraf. Den vilde saaledes ingenlunde være skikket til at forebygge nye Stridigheder, om den end havde været langt mere bestemt affattet, end den i Virkeligheden var. Den Bestemmelse, at Slottene skulde overlades til Raadet, for at man saaledes kunde blive fri for de tydske Slotsherrer, blev ikke ordentligt overholdt. Hertug Albrecht sad endnu inde med alle sine Pante-Lehn, uagtet Kongen skulde have seet til at indløse dem, for at overgive dem til Raadet. Det var udtrykkeligt bestemt, at Viborgs, Tavastehuus og Borgholms Slotte skulde overgives til Bo Jonssøn paa Raadets Vegne, men endnu i 1375 indehavdes det sidste af en mecklenburgsk Høvding paa Hertugens Vegne, og der var ikke Tale om at overlevere det, førend Bo Jonssøn betalte Pantesummen[1]. Nu er det vel saa, at Kongen formodentlig manglede Penge til at udløse sin

  1. Styffe, Bidrag No. 56, S. 153.