Fader og de øvrige Under-Panthavere og saaledes for en stor Deel endog med sin bedste Vilje ikke kunde opfylde sit givne Tilsagn-thi om uden Videre at tage et bortpantet Slot fra Indehaveren kunde der i de Tider blot være Tale, naar man laa i aabenbar Krig med ham; – men der er heller ingen Grund til at tro, at han eller Faderen gjorde sig nogen særdeles Umage for at skaffe Penge til Veje, thi det laa altfor meget i deres Interesse at have Slottene besatte med Tydskere, til at de skulde fremskynde den Tid, da de maatte give Slip paa dem. Det synes endog næsten, som om Albrecht ikke følte sig tryg, uden han var omgiven af Tydskere, og mere end een Gang sendtes tydske Krigsmend af Hertugen over til Sverige for at gaa i Kong Albrechts Tjeneste[1].
Saaledes vare de Klager, som havde været fremførte over de tydske Høvdingers Haardhed og Anmasselser, ikke afhjulpne, og Tilstanden forsaavidt endog verre end før, som den Magt, de svenske Stormend havde tiltrodset sig paa Kronens Bekostning, ogsaa løste dem fra alle Hensyn. Plyndring, Privatfejder, Voldgjestning og alle Anarchiets Onder hørte nu til Dagens Orden. Det gik saa vidt, at endog Biskop Gottskalk paa en Reise blev overfaldt og drebt af Ridderen Hr. Matthias Gøtstavssøn med Følge, og Gods ranet fra hans Tjenere (3 Febr. 1374), uden at der fra den verdslige Magts Side skete noget Skridt til at lade ham undgjelde derfor; tvertimod var dette Tegnet for flere af de nærmeste tydske og svenske Høvedsmend til at sette sig i Besiddelse af den drebte Biskops Løsøre og Biskopsstolens Gods og Indtægter. Først imod Slutningen af 1376 stillede Hr. Matthias Biskop Gottskalks Efterfølger, Nikolas, noget Jordegods til Pant for en Pengesum, der skulde anvenvendes til Oprettelse af en Præbende i Domkirken for Gottskalks Sjæl, og ikke førend i 1370 blev Sagen fuldstændigt bilagt. Imod Høsten 1374, da Kong Albrecht atter kom over fra Mecklenburg til Sverige, var Spendingen mellem Kongen og de svenske Stormend meget betænkelig. Det lader til, at han, for at skaffe Penge til Veje, enten havde paalagt eller vilde paalegge alt Gods i Riget, endog Pantelehnene, en Skat eller Udredsel, og dette kunde ikke andet end vekke Forbittrelse hos Stormendene, der netop fordrede Skattefrihed og havde gjort Opstand mod Kong Magnus, just fordi han vilde indskrænke den. Fornemmelig synes den nysnævnte Bo Jonssøn, som vi allerede i det foregaaende have haft Anledning til at omtale, og som nu var den megtigtste og rigeste af alle de svenske Stormend, at have staaet paa en spendt Fod med Kon-
- ↑ Herom, saavelsom det nærmest følgende, jevnfør den fortrinlige Fremstilling i Styffe’s „Bidrag“, S. LXII.–LXVI., hvilken jeg i det væsentligste har fulgt.
