ter. En heel Deel saavel svenske som tydske Høvedsmend, Riddere og Svene, forsamledes og vedtog for tre Aar en almindelig Landefred, hvorved alle private Fejder, Voldgjesining o. s. v. forbødes, og alle Rigets Indbyggere, svenske som tydske, tilholdtes at besverge den[1]. Ligeledes maatte Kongen med sin Faders Samtykke udstede en Bekræftelse paa saavel det geistlige som det verdslige „Frelses“ Privilegier, hvorved det udtrykkeligt forbødes hans egne og Hertugens Fogder at bebyrde Frelsemendene og deres Landbønder med Paaleg. Bo Jonssøn blev Rigets Drottsete og fik derved den øverste Dommermyndighed i sine Hænder. Ogsaa udnævntes der en Marsk, nemlig Steen Benedictssøn, en Stifsøn af Erngisl Jarl, hvilket viser, at Erik Ketilssøn, som egentlig skulde indehave denne Verdighed, ikke længer ansaaes verdig for at beklæde den, eller vel endog nu betragtedes som Fjende. Hertugen maatte nu gjøre Alvor af at afstaa til Kongen eller vel rettere til Bo Jonssøn endeel af sine Pantelehn, og overhoved synes hans Indflydelse i Riget at være bleven ringere, uden at hans Søns Stilling derved blev stort bedre[2].
Strax efter hans Tilbagekomst til Mecklenburg afgik Kong Valdemar ved Døden, den 24de October 1375[3]. Nu gjaldt det altsaa, hvo der skulde blive den lykkelige og vinde Danmarks Krone, Hertug Albrechts Sønnesøn Albrecht, eller Kong Haakons Søn Olaf. Som Sagerne nu stod, var det næsten at forudsee, at Afgjørelsen af dette Spørsmaal ogsaa i Tidens Løb vilde bestemme Sveriges Skjæbne, om det skulde forblive under det mecklenburgske Dynasti, eller vende tilbage til det folkungske, thi det af disse tvende, som beherskede Danmark, vilde derved faa en afgjort Overvegt over det andet. Udsigterne var forsaavidt gunstige for Hertugen, som han havde faaet Kong Valdemars Tilsagn i 1371 og Keiser Karls Bekræftelse derpaa, og denne just i den samme Tid var ankommen til Lübeck og strax efter begav sig til Wismar, hvorfra han saaledes desto eftertrykkeligere maatte kunne staa ham bi. Der-
- ↑ Hadorph, Bjarkø-Retten, S. 27.
- ↑ Styffe, l. c. No. 63, 64 (S. 161, 163), jfr. S. LKVI.
- ↑ Kong Valdemars Død indtraf efter de fleste og bedste Annaler paa den 24de eller 25de Sum; Dagen betegnes deels som „Dagen efter St. Severinsdag eller Dagen før Crispini, eller endelig selve Crispins Festdag; Severini Dag var 23de og Crispini (og Crispiniani) den 25de; Scr. r. D. I. 41. 192. VI. 533. Men besynderligt er det, at Detmar (S. 303) nævner St. Mauritii Dag, den 22de Septbr., og siger, at han døde paa Søborg, da de danske Annaler ellers ere enige om at lade ham dø paa Gurve eller Gurre. Dette kan ikke være andet end en Fejltagelse, hvis ikke hans Omgivelser (og maaskee Margrete selv) reentud have skjult hans Død indtil 24de Oktober.
