Forbundet, kom det især an paa, hvad den besluttede, om end Wismar og Rostock, som mecklenburgske Stæder, vanskeligt kunde undlade at staa paa Hertugens Side. Da kun saa faa Stæders Deputerede vare samlede, kunde der ved dette Møde ingen Beslutning tages om Hovedspørsmaalet; man vedtog kun at holde et nyt Møde i Lübeck den 23de Marts og dertil at indbyde Deputerede fra de øvrige Stæder. Der blev da i den Anledning den 20de Januar udfærdiget Skrivelser saavel til de Nederlandske, som til de Preussiske, hvori man meldte Kong Valdemars Død, at begge hans Dattersønner opstilledes som Kronprætendenten og at saavel Hertugen paa sin Side, som den norske Konge og Dronning paa sin lovede at stadfeste Stædernes Privilegier og „gjøre mere mod dem, end nogen anden Fyrste kunde gjøre“, eftersom de erklærede sig for den ene, eller den anden; men at de ikke paa egen Haand havde kunnet afgjøre noget derom, og at det derfor var deres indstændige Bøn, at de øvrige Stæder, efter nøje at have overlagt Sagen, vilde lade møde til den bestemte Tid for at tage en Beslutning paa samtlige Stæders Vegne[1]. Dette Møde blev ogsaa holdt, dog, formodentlig af Frygt for Holsternes og Mecklenburgernes Nærhed, ikke i Lübeck, men i Stralsund. Men heller ikke her var der nogen Deputerede fra de preussiske Stæder tilstede, og af de Nederlandske kun fra Kampen; saaledes blev der svaret saavel de danske som de mecklenburgske Sendebud, der havde indfundet sig, at man endnu intet endeligt Svar kunde give, men at der den 18de Mai skulde holdes et nyt Møde i Stralsund for at treffe en endelig Bestemmelse og at frede Søen[2]. Men ved at sette en saa lang Frist, hvor der krævedes en saa snar Afgjørelse, synes det næsten, som om Stæderne med Flid have villet undgaa at give nogen bestemt Erklæring, førend Sagen allerede, tilsyneladende uden deres Medvirkning, var bleven ordnet.
Thi Sagen var nu allerede paa det nærmeste afgjort til den norske Kongesøns Fordeel, og Afgjørelsen var fremskyndet ved den retmæssige Uvilje, som alle Danske, saavel de sande Fædrelandsvenner, som de paa sin egen Magt skinsyge Stormend, maatte føle ved Mecklenburgernes vedholdne Trodsen paa sin foregivne Ret, og deres – man kunde næsten sige forblindede – Forsøg paa at hevde denne ved Vaabenmagt, istedetfor at gaa Underhandlingernes lovlige Vej. Hertugens uklogeste Skridt var vistnok, at han den 21de Januar tilligemed sin Sønnesøn Albrecht sluttede et formeligt Krigsforbund mod de holstenske Grever om Dan-
