Strid med Norge og Danmark, synes at maatte være indlysende for Enhver.
Kong Haakon forblev efter Sønnens Hylding ikke længe i Danmark, men reiste tilbage til Norge, hvor vi allerede de sidste Dage af Mai og først i Juni 1376 finde ham i Bergen, beskjeftiget med allehaande Regjerings-Anliggender[1]. Dog kan dette neppe have været Hovedhensigten med hans Reise til Bergen, der maa være skeet umiddelbart fra Danmark; man maa derfor antage, at det fornemmelig var den endnu ikke afsluttede Underhandling med Stæderne, som førte ham did for at undersøge og ordne flere Forhold og komme til en saa venskabelig Forligelse med Kjøbmendene, som det efter Omstændighederne lod sig gjøre. Et Beviis paa denne hans Hensigt torde det være, at han ved et Brev, udstedt hiin 24de Mai, gav de tydske Skomagere i Nidaroos Tilladelse til at udføre saa mange af sine Varer til Bergen, som udfordredes til at dekke et her optaget Laan paa 44 Mk. brendt, som de efter et af Otte Rømer, Fehirden, istandbragt Forliig havde maattet betale i Bod for et af dem i selve Christkirken begaaet Drab paa en vis Hans Panne[2]. Thi Laanet var ganske vist gjort hos de tydske Kjøbmend og deres Lagsbrødre Sutererne eller Skomagerne i Bergen, og det var en Begunstigelse for disse, naar deres Landsmend i Throndhjem fik Lejlighed til snart at betale dem deres Gjeld. Det af Hansestæderne til den 18de Mai berammede Møde i Stralsund blev vel holdt, og Biskop Nikolas af Roeskilde saavelsom den skaanske Ridder Hr. Anders Jakobssøn indfandt sig ogsaa for at modtage Beskeed paa begge Rigers Vegne, men endnu, heed det, kunde man ikke afgjøre noget om de danske Anliggender, det vil sige, hvorvidt man skulde godkjende Kong Olafs Valg, saasom heller ikke denne Gang nogen Afsendinger fra de preussiske Stæder havde indfundet sig, og heller ikke nogen fra de nederlandske, undtagen fra Kampen. Derfor aftaltes der et nyt Møde i Stralsund til den 19de eller 20de Juni for at afgjøre med hine Sendebud, hvad de havde at afhandle, og 8 Dage derefter skulde Stæderne sende sine befuldmegtigede Sendebud til Vordingborg for at underhandle med Kong Haakon og det danske Raad om de mange Ting, hvorover Stæderne havde at besvære sig[3]. Nu, da Successionsspørsmaalet i sig selv allerede var afgjort, synes det, som om Stæderne ved denne Udhaling alene kan have haft til Hensigt at gjøre sin Erklæring saa kostbar som muligt og derved tilvende sig de størst mulige Handels-
