Raad skulde give Stæderne sit aabne beseglede Stadfestelsesbrev paa alle de tidligere med Kong Valdemar sluttede Overeenskomster, saavelsom paa den sidste „evige Fred“, navnlig hvad de skaanske Slotte angik, samt paa Stædernes samtlige Privilegier. Men det egentlige Hovedbrev, hvorved Stæderne opnaaede Lønnen for, at de erkjendte Olaf som Konge, udstedtes ikke førend den 16de August, vistnok fordi Kong Haakon og Dronning Margrete da først ankom til Korsør; den 15de var nemlig idetmindste Dronningen endnu paa Kalundborg[1]. Her meddeltes da de forlangte Stadfestelser, fornemmelig paa Bestemmelserne i Fredsbrevet af 1369 og 1370, vedkommende Slottene og Privilegierne ved Sildefangsten paa Skaanes Kyster, som derved forblev næsten udelukkende i Stædernes Hænder, hvorimod Artiklen om deres Stemme ved Kongevalget og Besettelsen af Vardbergshuus til Sikkerhed for de skaanske Stæder udtrykkeligt undtoges. I deres Gjenbrev fraskrev Stæderne sig udtrykkeligt begge disse Rettigheder og erklærede, at Vardbergshuus med deres fri Vilje var tilbagegivet[2]. Ved at underhandle med Kong Olaf og i sine Gjenbreve at give ham Kongetitel havde Stæderne allerede i Gjerningen godkjendt hans Valg; ved hiin Forskrivelse blev enhver udtrykkelig Godkjendelse fra deres Side overflødig.
Saaledes var da Freden med Stæderne gjenoprettet og deres Samtykke til Olafs Ophøjelse paa Danmarks Trone sikkret, – hvilket paa det nærmeste ogsaa var det samme, som om Olafs Kongeverdighed selv var sikkret – paasaa taalelige Vilkaar, som man efter Omstændighederne kunde vente. Hvad Norge angaar, da havde Kong Haakon dog ikke gjort Stæderne nye Indrømmelser, om han end havde seet sig nødsaget til at bekræfte de tidligere, som han i Førstningen havde tænkt at kunne faa afskaffet. Det er vel muligt, at han endnu en Tidlang vilde have betænkt sig paa dette Skridt, maaskee endog slet ikke bekvemmet sig dertil, hvis der ej havde været Tale om at skaffe Sønnen Danmarks Krone, og det kan vel derfor ikke negtes, at dette Hensyn, der paa en vis Maade kunde synes at være Norge uvedkommende, her væsentligt bestemte hans
- ↑ Suhm, l. c. S. 25.
- ↑ Suhm, l. c. S. 24. Bunge, l. c. 326, jvfr. Jahn, Unionshistorien S. 7. Not. 3. Kong Olafs Bekræftelsesbrev paa den sidst sluttede Fred, medbeseglet af mange geistlige og verdslige Raadsherrer, men merkeligt nok ikke af Kong Haakon og Dronning Margrete, er aftrykt hos Bunge l. c. S. 320–322, No 1121. De øvrige tvende af Kong Olaf udstedte Breve (den udførlige Bekræftelse af Bestemmelserne om Slottene og Stædernes Privilegier ved de skaanske Fiskepladse, samt Ophævelsen af Bestemmelsen om Stædernes Godkjendelse af Kongevalget og Besettelse af Vardbergshuus) er endnu ej trykt, men findes i Recessus Hansæ.
